Sydkorea

Changdeok i Sydkorea
 

Rejser til Sydkorea - det uberørte Asien

En rejse til Sydkorea er en rejse til et overset og traditionsrigt land, hvor man kan opleve lidt af hvert. Her er fredfyldte bjerge, smukke templer, varme kilder, livlige storbyer og lange kystlinjer. En rejse til Sydkorea er en rejse til det traditionelle og dog anderledes Asien.

Sydkorea udgør den sydlige del af den Koreanske Halvø og er med 48 millioner indbyggere et af verdens tættest befolkede lande. Men samtidig er det er land næsten uberørt af turisme, hvilket gør det til et perfekt sted at drage på eventyr og opleve en helt speciel og uspoleret del af Asien. Det meste af det sydkoreanske fastland består af bjergrige terræner og bakkede landskaber, mens der ud for kysten ligger en lang række øer.

Sydkoreas mange muligheder

Hvis du rejser til Sydkorea, kan du være sikker på at have masser at lave og vælge imellem. Man skal selvfølgelig se de helt specielle Tripitaka Koreana, en unik samling af buddhistiske skrifter fra mellem 1236 og 1252 nedskrevet på smukt beskårede træblokke. Her er mere end 80.000, og disse skrifter emmer på en eller anden måde af Fjernøstens mystik og svundne tider. En oplevelse, den rejsende ikke må snyde sig selv for i Sydkorea.

Der er også mulighed for at opleve hvordan det traditionelle sydkoreanske hverdagsliv var i Korean Folk Village i byen Yongin lidt uden for hovedstaden Seoul. Et levende museum med eksempler på traditionelle huse, udsmykninger, dans, ceremonier og meget mere. Et absolut must, som det er nemt at komme ud til med bus fra Seoul.

Sydkorea byder også på muligheder for at dykke, fiske, stå på ski, bade i varme kilder, nyde fantastisk mad, trekke i bjergene og meget mere.

Sydkoreas nationalparker og naturperler

En rejse til Sydkorea bør helt klart involvere et besøg i en eller flere af landets smukke nationalparker. En af de bedste er Hallyo Haesang National Park, der strækker sig over et stort område både på land og i vand. Her kan man bl.a. tage sig en svømmetur i det indbydende krystalklare vand, der omgiver den smukke kystlinje og de mange øer i området. Nationalparken er også hjem for en lang række dyre- og plantearter, så det er en god idé at huske kameraet.

For dem der holder af at trekke, er øen Cheju-do (også omtalt Jejudo) det rigtige sted. Her kan man trekke gennem vulkanske landskaber, over klipper og i imponerende grotter. Man kan bl.a. trekke gennem verdens længste lava-rør (!), og i det hele taget er Cheju-do et helt eventyrligt og specielt sted.

Sydkorea byder på flere gode nationalparker: f.eks. Songnisan National Park i det centrale Sydkorea. Her er der også gode trekking-muligheder, og så kan man besøge Popchusa, et af Sydkoreas største og vel nok mest fascinerende tempelområder. Skal drømmesynet have et ekstra hak, skal du besøge endnu en nationalpark, Soraksan, der ligger på østkysten. Her finder man enorme vandfald, frodige, jomfruelige skove, bjerge, vilde floder, hvide strande og ældgamle templer! Kunne det lokke?

Strande, skaldyr og varme kilder

På Sydkoreas nordøstlige kyst ligger Samch'ok, et område med fantastiske strande, hvoraf nogle har spændende klippeformationer, mens andre byder på det reneste, hvideste sand. Når du bliver sulten, kan du slå dig løs i områdets formidable fisk- og skaldyrs-restauranter. Fortsæt til Tongnae og Haeundae, hvor man finder nogle af Sydkoreas bedste varme kilder, der efter lokalt udsagn har helbredende virkning.

Overnatning i Sydkorea

Man finder alle former - og prisniveauer - for overnatning på rejsen rundt i Sydkorea. Her er både campingpladser, hostels, familiedrevne pensionater, mulighed for at overnatte i templer og dyre samt meget dyre hoteller! Din pengepung bestemmer. 

Transport i Sydkorea

Også infrastruktur og transportsystem er varieret og veludviklet i Sydkorea, og er på mange måder sammenligneligt med det, man finder i Japan. Såvel bus som tog er effektive og pålidelige transportformer, og i de større byer har man undergrundsbaner.

Sydkoreas køkken

Vi har gemt noget af det bedste til sidst: mad! Det sydkoreanske køkken er helt i top, smagfuldt, spændende og krydret som i f.eks. Japan, Kina og Vietnam. Sjældent har man smagt så lækker mad - prøv f.eks. Kimch'i, der består af kål, chili, hvidløg og ingefær. Blot et blandt mange eksempler på det sunde, simple og suveræne koreanske køkken.

Sæsoner i Sydkorea

Sydkorea har subtropisk, fugtigt klima. Somrene er typisk fugtige og varme med temperaturer op til 40 grader, mens vintrene er tilsvarende lange og kolde med rigeligt sne. En god tid at besøge landet er enten mellem september og november eller i april og maj, hvor klimaet er mere behageligt. Til gengæld kan her være mange turister, især japanere, så book overnatning i god tid. 

Kommentarer
blog comments powered by Disqus
Contact Contact