Det vestlige Thailand

Railay - vestlige Thailand
 

Rejser til det Vestlige Thailand - Backpacking i en anden verden

Thailands vestkyst og især øerne ud for den er er paradis der blot ligger og venter på dig med enestående oplevelser. Her er nogle af verdens smukkeste strande, her er imponerende limstensklipper og et fantastisk farverigt liv under havoverfladen. Og så er der selvfølgelig den venlige befolkning og den lækre mad - til næsten ingen penge!

Thailands vestkyst og dens øer tilbyder en bred vifte af steder, der skal ses, og ting, man kan fornøje sig med. Her er noget for alle: luksus, budget, din egen 'hemmelige' strand eller 100 procent fest og glade dage - du bestemmer. Glem ikke at smage på alle stedets fantastiske retter - især de lækre fisk og skaldyr (kæmperejer og blæksprutter). Prøv for eksempel dybstegte rejer med hvidløg, basilikumblade og dampede ris - mmm ….

Backpacking på Ao Nang

Ao Nang ligger i Krabi-provinsen og er et godt udgangspunkt for en backpacker rejse langs Thailands vestkyst. Det er nemt at komme hertil, og der er gode færge-forbindelser til eksempelvis øerne Phi Phi og Koh Lanta. Eftersom det er let at komme til Ao Nang, er her også en del turister, men se det som en overkommelig og nem start på dit Thailand-eventyr, så kan du altid senere begive dig ud i det 'rigtige' eventyr. Du kan for eksempel begive dig ud på øerne Koh Pada, Koh Gai og Koh Hong, eller du kan vælge den nærmere liggende Railay Beach, som også er berømt for sine gode klatremuligheder på de fascinerende limstensklipper der omgiver stedet. Fra Ao Nang er den nemmeste vej til disse øer og strande med de såkaldte long-tail både, der er synlige overalt og kan lejes for en enkelt tur eller en halv eller hel dag.

Backpacking på Koh Phi Phi

Koh Phi Phi er især blandt backpackere en meget populær ø, der udover sine indbydende og smukke strande med fremragende dykkermuligheder tilbyder et livligt natteliv. Et yndet og anbefalelsesværdigt udflugtsmål er Phi Phi Leh, hvor store dele af filmversionen af The Beach blev optaget. For at undgå den værste turiststrøm kan det anbefales at stå tidligt op og tage en long-tail båd herud, da de mange turbåde først dukker op lidt senere. Og dette smukke sted er altså ikke helt det samme når det er overfyldt med turister.

Backpacking på Koh Lanta

Koh Lanta er det perfekte sted for den der søger fred og ro. Mange par finder vej herud, da øen generelt tilbyder lidt bedre og mere bekvemme overnatningsmuligheder og ganske enkelt er ideel for folk der ønsker lidt afstand til al hurlumhejet på de andre øer. Den bedste måde at opleve øen på er ved at leje en motorcykel eller knallert eller ved at hyre en tuk tuk for en dag. En tur til øens smukke vandfald eller fascinerende huler kan anbefales, eller man kan tage en bådtur og besøge den nærliggende Koh Rok Nok. Denne ø er omgivet af fantastiske koralrev, så det siger sig selv, at dykningen her er i top.

Strandene er kridhvide, og med en lille smule held spotter man en eller flere af de store monitor lizards, en særlig art firben. Fra Koh Lanta bør man ikke snyde sig selv for at fortsætte sydover til Koh Muk og Koh Ngai. Koh Muk er berømt for sin smaragdgrønne hule, der åbner sig som et vidunder når man svømmer ind i mørket, mens Koh Ngai tilbyder stor skønhed både på land og i havet - ikke mindst korallerne et stykke væk fra stranden er smukke.

KILROY anbefaler

Først og fremmest Koh Lipe i Tarutao provinsen i det sydligste Thailand. Kommer man uden for højsæsonen, kan man opleve at have denne dejlige ø næsten helt for sig selv, samtidig med at priserne på overnatning er cirka halveret. Revet ligger blot få meter fra strandkanten, og her kan man se klovnefisk, blå-plettede sting rays (rokker), papegøjefisk, barracudaer og såkaldte leopardhajer. Det gode og særlige ved Koh Lipe er, at civilisationen kun har sat sit præg i ganske små doser. Her er kun en enkelt butik og nogle få barer, ellers er det med eftertryk havet og dets hemmeligheder og herligheder, det handler om her. Vejen hertil går nemmest med speedbåd fra Koh Lanta eller eksempelvis ved at tage færgen fra Pak Bara. Køber man et båd-pas får man samtidig mulighed for at gøre stop på nogle af de nærliggende øer. Koh Lipe byder på mange fortryllende strande hvor man kan bo tæt ved vandet - Pattays Beach er en af dem og kan varmt anbefales.

Blogs fra Thailand

Hvis du vil læse om andres backpacker ture i Thailand, så kan du klikke dig ind på blogs.kilroy.dk. Her kan du også oprette din egen gratis KILROY blog og skrive beretninger, uploade billeder og videoer fra dine rejseeventyr. Din blog kan integreres med Facebook, så du kan skal opdatere ét sted.

Kommentarer
blog comments powered by Disqus
Contact Contact