Holland

Huse i Amsterdam
 

Rejser til Holland - mere end tulipaner og træsko

Holland er et lille land med store muligheder for den rejsende. Selv om det er mindre end Danmark, bor her tre gange så mange mennesker. Og så byder landet på alt fra funklende storbyer til charmerende landsbyer, smukke tulipanmarker til rå industrihavne. Køb din rejse til Holland hos KILROY.

En rejse til Holland - og herunder ikke mindst landets spændende hovedstad, Amsterdam - kan hurtigt vise sig at være en hel del mere spændende og anderledes, end de fleste måske umiddelbart forestiller sig. Her er tolerancen høj, frisindet lige så, og det hollandske folk generelt åbne, skarpsindige og meget nemme at omgås. Ja, det er ikke mindst menneskerne, der vil gøre din rejse til Holland til noget særligt - selv om landets geografi, historie og kultur bestemt også fortjener opmærksomhed.

Hollands geografi

Holland er domineret af vand. Her er næsten vand alle vegne - landet krydses af floder, kanaler og diger, og stranden er heller aldrig ret langt væk. Det er landets vestlige del, der er den mest urbane med de fire største byer: Amsterdam, Rotterdam, Haag og Utrecht. Holland grænser op til Tyskland mod øst, Belgien mod syd og Den Engelske Kanal og Nordsøen - og England længere væk - mod nord.

Tulipaner og træsko - og vindmøller

Mange tænker automatisk tulipaner, træsko og vindmøller, når de tænker på Holland. Og her er da også mange tulipaner og vindmøller, men træsko ser man nu ikke mange af. Til gengæld vil man møde masser af frisindede, venlige mennesker og især i storbyerne nogle spændende og inspirerende miljøer med masser af ungdommelige, kunstneriske 'vibes'. 

Hollands berømte kunstmuseer

Ja, netop kunst har altid spillet en stor rolle i Holland. Nationen har haft store, verdensberømte malere som Rembrandt, Van Gogh og Vermeer, og man bør - kunstinteresseret eller ej - helt klart opleve nogle af disse store maleres værker på et af landets flotte museer. Alene bygningsværkerne her er det hele værd. Prøv Van Gogh Museum og Rijksmuseum, der begge ligger i Amsterdam. Også Rembrandthuis kan anbefales.

Amsterdam

Hollands klart mest berømte og besøgte by er Amsterdam, som da også kan prale af en række interessante og attraktive trækplastre - heriblandt en masse kulturelle begivenheder og et enestående natteliv. Ud over ovennævnte museer skal nævnes området omkring de hyggelige kanaler, de mange gode parker og markeder (prøv f.eks. 'Noordermarkt', der sælger økologiske mad- og drikkevarer). Læs meget mere om Amsterdam og byens seværdigheder her.

Verdens største havn og en masse blomster

En rejse til Holland bør også inkludere et besøg i havnebyen Rotterdam, der især er berømt for sin kolossale havn, kaldet Europoort, der faktisk er verdens største havn - og en understregning af Hollands status som industri- og søfarernation. Ved havnen finder man 'Euromast', et 185 meter højt tårn der giver den besøgende den perfekte udsigt over området.

Det er måske ikke helt hen i vejret at påstå, at modsætningen til verdens største industrihavn er en masse blomster. Og det er lige præcis, hvad man også finder i Holland. Her er så mange blomster, at man også holder blomsterauktioner, hvilket kan være ganske underholdende. Prøv f.eks. den i Aalsmeer samt den smukke udstilling Keukenhof Flower Exhibition i byen Lisse. 

Endnu et must i den hollandske provins er Paleis Het Loo i Apeldoorn, en 1700-tals velholdt jagthytte med overdådige dekorationer. Her vil man virkelig føle sig sat tilbage i tiden.

Overnatning i Holland

Desværre er overnatning i de fleste tilfælde dyrt i Holland. De billigste løsninger er camping og hostels - der findes da også mere end 800 campingpladser i Holland, og mange af dem ligger tæt på de større turistattraktioner. Vejret i Holland er nogenlunde lige så ustabilt som i Danmark, så derfor har man på mange campingpladser indset, at det er en god idé med bungalows - disse giver den rejsende mulighed for lidt mere komfort, hvis vejret viser sig fra sin mindre venlige side.

Hostels finder man alle vegne i Holland, især i storbyer som Amsterdam og Rotterdam. Et alternativ er Bed & Breakfast's, der især egner sig til rejsende der rejser hurtigt videre til næste sted og måske typisk kun overnætter en nat eller to samme sted. Book din overnatning i Holland her.

Rejsen rundt i Holland

Det er oplagt at rejse rundt med tog i Holland, men ellers er det også en rigtig god idé at køre i bil. På denne måde kommer man lettere rundt til de mere specielle egne af landet, f.eks. Veluwe, Zeeland og øerne i Nordsøen, der ikke er forbundet med tog. En anden mulighed er at tage på cykelferie rundt i Holland, da landet er fladt og nemt at cykle i. 

Studietur til Holland

KILROY har også stor ekspertise at sammensætte studieture til Holland for skoleklasser og grupperejser med spændende fagligt indhold.

Skal vi hjælpe dig med din rejse til Holland?
Kontakt en rejsekonsulent

Book din rejse til Holland

Find det perfekte hostel, den helt rigtige flyafgang og de mest spændende oplevelser her på siden.

Contact