Milano

Santa Maria Cathedral i Milano
 

Rejser til Milano - mode, museer og mad

Besøg Milano, Italiens andenstørste by, der måske er bedst kendt for at være verdens mekka for design og mode. Vær forberedt på at blive forført af uendelige shopping-muligheder, fantastiske restauranter og storslåede kulturelle oplevelser som Duomo di Milano og Leonardo da Vincis berømte malerier. Køb din rejse til Milano hos KILROY.

Milano er uden sammenligning modeverdenens 'numero uno' destination, og selv med dette in mente kan man ikke andet end at lade sig overraske af indbyggernes sans for mode - italienerne er ulasteligt klædt og ser fuldstændig fantastiske ud, når de haster igennem storbyens gader. Men der er heldigvis mange andre gode grunde end smukke mennesker til at besøge Norditaliens stolte storby. Her er f.eks. også masser af velholdt og smuk arkitektur med rigtig mange år på bagen.

Shopping i Milano

Milano er Italiens finansielle centrum og med designerbutikker, der ligger side om side i de gamle gader, kommer man vist ikke en shoppers paradis meget nærmere. Gaderne Via Monte Napoleone og Via della Spiga og de omkringliggende gader er kendte for at huse de klassiske og store designeres butikker, og uanset om man er interesseret i mode eller ej, er dette område et must i Milano. De tunge mærker som Prada, Gucci, Versace og Dolce & Gabbana er for at nævne et par stykker bare nogle af de fashionable butikker, man finder i dette område. Der kan let spenderes mange timer (og penge) på at slentre op og ned ad disse berømte gader. Cavalli e Nastri er en anden interessant gade, hvor du blandt butikkerne med de kendte mærker også kan finde de nye 'up coming' talenter inden for modebranchen. For dem med et lidt mindre tøjbudget er Dmagazine et besøg værd. Her kan der nemlig gøres et kup, når sidste sæsons varer fra de store designere sælges til discount priser.

Kulturelle oplevelser i Milano

En rejse til Milano vil også for de fleste være rig på kulturelle højdepunkter, og det er bl.a. her, man finder Leonardo da Vincis berømte maleri "Den sidste nadver". Maleriet kan ses i den tidligere klosterkirke Maria delle Grazie. Udover oplevelsen ved at stå foran dette fantastiske og historiske maleri, er det en begivenhed i sig selv først at skulle igennem den meget skrappe sikkerhedskontrol og derefter igennem den luftfugtighedskontrollerende indgang til salen, hvor maleriet hænger. 

Hvis du er en rigtig kunstelsker, er det værd at lægge et besøg forbi Pinacoteca di Brera, der er et af Italiens vigtigste museer med kunstværker af Raffaello, Caravaggio og Mantegna. En anden af Milanos mange kulturelle seværdigheder der er værd at nævne, er det fantastiske Teatro alla Scala.

Fodbold og en domkirke af dimensioner

Hvis du er fodboldfan, så prøv at få billetter til en kamp på det store San Siro stadion. Her kan du blive inspireret af de passionerede italienske fodboldspillere og opslugt af den gode stemning og de inderlige italienske fans, der er kendte for deres store kærlighed til netop denne sportsgren. 

En slentretur i kanalkvarteret Navigli er en dejlig måde at bruge et par timer og den rolige stemning er en velkommen kontrast til de mange kulturelle og shopping-mæssige indtryk, man ellers hurtigt fyldes med efter en dag i Milano. Den fantastiske og berømmede kirke Duomo di Milano, er absolut også en af de oplevelser, man ikke må gå glip af, når man besøger Milano. Forestil dig gotisk storhed i en gigantisk skala, og det vil give dig en idé om, hvad der kan opleves i denne utrolige kirke, der tog over 400 år at bygge og som i dag er verdens 4. største kirke.

Romantisk middag eller vild bytur?

Milano har et førsteklasses natteliv. Der er noget for enhver smag - fra fashionable klubber til de mere traditionelle stemningsfulde små barer og restauranter. På den berømte gade Corso Como er der et kæmpe udvalg af natklubber, der kan holde dig kørende eller måske dansende indtil de lyse timer. I Brera og Navigli findes der en del lækre og hyggelige barer. Hvis du mest er til fest og farver, er et par gode bytips la Banque (via Porrone 6) og Magazzini Genirali (via Pietrasanta 14). Hvis du derimod er til det mere afslappede alternativ med live musik, er det værd at lægge et besøg forbi le Trottoir (Corso Garibaldi 1).

Mad er en stor del af den italienske kultur, ikke mindst i Milano. Prøv fx Risotto alla Milanese og Fritto misto alla Milanese - begge typiske milanesiske retter. To rigtig hyggelige spisesteder med ægte italiensk stemning er Trattoria da Pina (via Cerva 14) og al Matarel Signora Elide (via Mantegazza 2). Og selvfølgelig kan man ikke besøge Italien uden at spise pizza, og det bedste sted at gøre det i Milano er helt klart Fabbrica Pizzeria con Cucina (viale Pasubio 2).

Gode råd til rejsen til Milano

Som de fleste andre steder i Sydeuropa holder mange butikker lukket midt på dagen mellem kl. 13-15, så husk dette, når du planlægger dagens aktiviteter.

En god måde at komme rundt i Milano er de lokale sporvogne. Hvis dine fødder er ømme efter timers sightseeing, er et godt alternativ at hoppe på linie 1. Denne rute giver et førsteklasses udsyn til store dele af byens kvarterer og seværdigheder.

For informationer om, hvad der sker i byen, kort over byen osv., er turistkontoret på Via Marconi Guglielmo 2 et godt udgangspunkt.

Book din rejse til Milano

Find det perfekte hostel, den helt rigtige flyafgang og de mest spændende oplevelser her på siden.

Contact