Rusland

Udforsk Ruslands smukke natur
 

Rejser til Rusland - Verdens største land

Rusland er verdens største land og et spændende og overvældende bekendtskab. Her møder man en fascinerende kultur, storslåede historiske monumenter med et pift af imperialistisk storhed og den bevarede, stalinistiske arkitektur, som er så karakteristisk for landet. Og så er en tur på ud på landet her som en rejse til en anden verden. Køb din rejse til Rusland hos KILROY!

Kom hurtigt videre:

Rusland er verdens største land og dækker hele 12 tidszoner. Kontrasterne mellem eksempelvis Skt. Petersborg i vest og Vladivostok på Stillehavskysten i landets østligste del er enorme - og så er der alt det midt i mellem i dette endeløse land. Ruslands byer er gode som destinationer for kortere storbyferier, men man kan aldrig få for meget tid til at opleve alle de gemte og afsides perler i dette utrolige og enorme land. Der er med andre ord mange gode grunde til at rejse til Rusland.

Højdepunkter i Rusland

Rusland byder på en hel masse og lidt af det hele! Storbyerne Moskva og Skt. Petersborg er på visse punkter nærmest vestlige, samtidig med at de selvfølgelig har masser af de typiske østlige og russiske kendetegn. Her er både overvældende rigdom og tarvelig fattigdom, men som rejsende vil man opleve det hele som noget meget typisk og karakteristisk for Rusland. Uden for de store byer støder man hurtigt på hvad der for mange rejsende opfattes som endnu mere 'typisk Rusland': afsides, stillestående landsbyer hvor livet leves som for hundrede år siden og langstrakte sletter og markområder. Det hele er på en måde meget rustikt og gammeldags.

Noget af det mest interessante ved Rusland er de 160 forskellige etniske grupper, der lever her. Selv om 99% af den russiske befolkning taler russisk, taler de mange minoriteter, der udgør den sidste procent, omkring 100 forskellige sprog. Det er fascinerende at komme langt ud på 'bøhlandet' og opleve denne side af Rusland. Tag fx en busrejse gennem Uralbjergene og opdag isolerede landsbyer med unikke kulturer. I den østligste del af landet minder kulturen og menneskerne mere om Mongoliet og Kina end om det øvrige Rusland.

Ruslands hovedstad: Moskva

Den russiske hovedstad er selvfølgelig et must på rejsen til Rusland - og da også det sted, de fleste rejsende indleder deres Ruslandrejse. Her er masser af historiske seværdigheder, smuk arkitektur, gode shoppingmuligheder og et livligt og fascinerende kaos af trafik og menneskemasser. Husk at kigge forbi den legendariske Røde Plads med landets mest kendte byggeri, Kreml.

Skt. Petersborg

Man plejer at kalde Skt. Petersborg, der tidligere hed Leningrad, for Ruslands mest vestlige by. Den er samtidig den smukkeste hvad angår arkitektur fra det sovjetrussiske imperiums storhedstid.

Kaliningrad Oblast

En lille bid af Rusland er adskilt fra resten af landet og ligger tættere på Danmark, klemt inde mellem Polen og Litauen. Regionen hedder Kaliningrad Oblast, og hovedstaden Kaliningrad tilbyder bl.a. et indblik i hvordan området tog sig ud i 'gamle dage', før den russiske invasion under Anden Verdenskrig.

Vladivostok

Den største russiske havneby ved Stillehavet ligger faktisk tættere på San Francisco end på Moskva! Herfra kan man let fortsætte sin rejse til fx Kina. Byen er i sig selv heldigvis også en forunderlig oplevelse, sjældent har man følt sig så langt fra vante omgivelser og den vestlige verden. Fascinerende.

Sochi

Ruslands badeby nummer 1 ved Sortehavet og vært for Vinter OL i år 2014. Her kan man ligge på stranden med udsigt til den fascinerende arkitektur fra Stalin-tiden. Sochi tilbyder også smukke parker med subtropisk vegetation og skønne monumenter. Det er også her, man finder Europas nordligste te-plantage! Og så ligger her selvfølgelig også et anbefalelsesværdigt skiområde (det er ikke for ingenting der skal være Vinter OL her) - det hedder Krasnaya Polyana og ligger 60 kilometer fra Sochi.

Den Transsibiriske Jernbane

Man kan rejse hele vejen fra Europa til det fjerne Østen og tilbage igen med tog. Den Transsibiriske Jernbane er en af verdens mest berømte togstrækninger og helt bestemt en mindeværdig rejse. En oplevelse i sig selv, uafhængigt af endestationen. Man vil uundgåeligt møde en masse spændende mennesker og se nogle anderledes og fascinerende steder undervejs. Og så er der en helt speciel stemning ombord på toget. Prøv i øvrigt KILROYs Vodkatrain-eventyr, The Transmongolian Railway, hvor du oplever turen med lokale guider.

Ruslands store floder

Det er oplagt at tage på flodrejse i Rusland. Landet har nemlig masser af store og massive floder: Volga, som er den største og mest berømte, samt Lena, Yenisei, Ob, Amur, Don og Dnjepr, for at nævne de største. Man kan faktisk rejse mellem nogle af de større byer med passagerskib eller flodbåd.

Rejsen rundt i Rusland

Den bedste rejseform i Rusland er normalt togene. De kører forholdsvis pålideligt og effektivt. Der findes forskellige billetkategorier, så det er en god idé at sikre sig at man ved hvad man får for sine penge. Busser er også en mulighed, men mange steder i landområderne er vejene i ret dårlig stand. Desuden kan man komme ud for at vente i dagevis i mindre byer før man kan komme videre med næste bus i en bestemt retning. Men så meget desto større er eventyret - er det ikke derfor, du rejser? Man skal være lidt mere varsom med selv at køre bil, da sikkerheden på vejene ikke altid er i top. Desuden skal man tage sig i agt for korrupte politibetjente, der kan finde på at forlange bestikkelse. Rusland er et rigtig godt land at opleve på en oplevelsestur med KILROY. På denne måde kommer du sikkert rundt til steder du ellers ikke ville opleve sammen med ligesindede rejsekammerater, og slipper for selv at bruge tid og kræfter på at arrangere din transport.

Sæsoner i Rusland

Rejs til Rusland sidst på foråret eller om efteråret. Somrene er simpelthen for varme og stillestående de fleste steder, og vintrene ubarmhjerteligt kolde.

Contact