Moskva

Flotte farver i Moskva
 

Rejser til Moskva - Mægtige Moskva

Moskva er en spændende og anderledes storby med masser af smukke bygningsværker, kulturelle skatte og historiske attraktioner. Og så gemmer den på masser af særprægede oplevelser og fest og farver under overfladen. Ja, den russiske hovedstad vil tage de fleste med storm!

Østeuropas storebror

En rejse til den russiske hovedstad er en rejse til Østeuropas storebror, til  Europas største metropol. Det er samtidig en rejse tilbage i tid, til storslåede bygningsværker, monumenter og kulturskatte, der forekommer at være fra en svunden tid, og til stemninger og gadebilleder, der ikke finder sin lige andre steder i Europa. Moskva er Ruslands kulturelle, økonomiske, politiske og religiøse centrum - og samtidig landets uddannelsescentrum med flere universiteter og derfor livlige studentermiljøer.

Byen ligger mellem floderne Oka og Volga og ved bredden af den 500 kilometer lange flod Moskva, der faktisk har lagt navn til byen. Ud fra denne flod spreder byen sig i ringe, der alle har sine særlige atmosfærer og kendetegn. Byen har dog ingen specielle etniske områder, i stedet er byen opdelt i områder med forskellige karakterer så som industrielle kvarterer, parker (her findes hele 196), botaniske haver og så videre. Og ja, byen er overraskende grøn ved nærmere eftersyn.

Stærke kontraster

Det siges, at Moskva har flere milliardærer end nogen anden by i verden, men samtidig er det svært ikke at bemærke den fattigdom, der er synlig mange steder i byens gader. Sådanne kontraster er uundgåelige i Moskva, men det er samtidig sådanne kontraster, der gør byen så spændende og speciel (selv om det også er på en brutal og trist baggrund); livets rå dynamik kombineret med det 21. århundredes high tech og den modsætningsfyldte, oldgamle kulturhistorie.

Det skal du se i Moskva

De fleste af Moskvas seværdigheder ligger i den inderste og centrale 'ring' af byen, hvilket er meget belejligt for den besøgende - denne kan derfor ret nemt opleve det vigtigste til fods.

Det mest berømte sted i byen er Den Røde Plads og Kreml, der ligger lige i byens hjerte. Her bor landets præsident og det er samtidig her, man finder nogle af byens mest interessante historiske bygninger. Fx finder man den storslåede St. Basil's Katedral med ni kapeller fra det 16. århundrede og

ikke mindst det interessante Lenin Mausoleum. Flere kirker og bygninger her minder om noget der er taget lige ud af et eventyr, og inden for finder man mange smukke ikonografier og imponerende kunsthåndværk.

Man bør bestemt ikke snyde sig selv for et besøg på en række af Moskvas museer. Her finder man nogle af de mest imponerende samlinger i verden, se fx Tretyakov Gallery, der er et af de allerbedste med interessante fotografier og malerier. På Pushkin Museum of Fine Arts finder man en overdådig samling af kunstværker fra Sovjet-tiden. Det minder en lille smule om Londons British Museum og her finder man også samlinger fra bl.a. Cézanne, Monet og Picasso. Efter din tur rundt til de forskellige museer, kan du passende slappe af på en af de hyggelige caféer i nærheden.

Besøg også nogle af de smukke haver, fx Alexandrovsky og Hermitage, eller måske Kolomenskoe klostret, der også er omgivet af et smukt grønt område perfekt egnet til en picnic.

Shopping i Moskva

Fra Den Røde Plads er der rig mulighed for at skeje lidt ud når man har fået nok af kulturelle oplevelser. Tæt ved finder man nemlig shoppingcentret GUM, der byder på lidt af hvert. Er man på udkig efter smykker i den dyrere afdeling, kan vi anbefale et besøg i Tverskaya UI Street og den attraktive butik Tiffany & Co. På Tverskaya-gaden finder man generelt mange dyre modebutikker fra populære verdensklasse-designere, så måske vil de fleste nøjes med at kigge her.

Noget helt andet er den fantastiske Confael Chocolates-butik på adressen Nikitsky bul 12 i Arbat-distriktet - her kan de færreste modstå fristelsen til at smage på de helt vidunderlige chokolader, som dog også koster derefter.

Natteliv i Moskva

Moskva er en festby, og på mange måder en by fuld af overraskelser, en by der i disse år udvikler sig og hele tiden byder på nye spændende steder, også i byens randområder. Gaderne omkring førnævnte gade Tverskaya UI Street er noget af det bedste i byen hvad natteliv og barer angår. I den sydlige ende af dette område finder man mange 'bling bling'-klubber og restauranter i luksusklassen, og ja, man spiser virkelig godt mange steder i Moskva!

En god måde at finde de rigtige fester i byen er ved at komme i kontakt med nogle af de lokale, som for det første som regel gerne vil feste med dig og for det andet med glæde vil guide dig til de bedste steder. Byen er fuld af dem, både de fancy og knapt så fancy steder.

Moskva er også stedet for jazzelskere, prøv eksempelvis 'Jazz Town' i Taganskaya pl 12, Zayauzie - en ny, kæmpemæssig casino club med masser af live jazz. Er man en aften mere til en tur i biffen, kan vi anbefale Dome Cinema i Olimpiisky Pr 18/1, Kitay Gorod. Er det ballet man er til, kan en billet til Bolshoi Teatret gøre de fleste glade - men den kan være svær at skaffe.

Ski, skøjter og bad

Prøv noget anderledes. En tur i et af de traditionelle russiske badehuse, et banya, som er et sted med varme dampbade og pools - og masser af livsnydere fra Moskvas over- og middelklasse. Et godt sted at socialisere og få et indtryk af lokalkulturen. Sandunovskiye er det mest populære.

Eller hvad med en tur på ski (hvis det altså er vinter) i en af byens mange parker eller på skøjter i den berømte Gorky Park? Om sommeren kan man nyde livet på sandstranden Serebryaniu i byens nordlige ende.

Metroen og anden transport

Moskvas metro er en af verdens største, både i omfang og antallet af daglige passagerer. Her findes 11 linjer og cirka 170 stationer fordelt over hele byen og dens randområder. Metroen er berømt for sin smukke arkitektur og kunst, men lige så smuk den er mange steder, lige så meget skal man passe på de mange lommetyve, der af indlysende årsager opfatter den ofte overbefolkede metro som et sandt paradis!

Det kan ikke anbefales at køre selv i Moskva, men taxier er her nok af - de er ikke så dyre, så længe man husker at aftale prisen på forhånd med chaufføren. Også busser, monorail og sporvogne er indlysende transportmuligheder i byen, men pas også her på lommetyvene

KILROY tip

Prøv skibshotellet Alexander Blok, der ligger centralt på adressen Krasnopresnenskaya nab 12A. Her findes natklub såvel som gode udsigter over Moscow River.

Husk at vintrene er MEGET kolde og somrene meget varme - overvej at rejse til Moskva i foråret eller efteråret.

Book din rejse til Moskva

Find det perfekte hostel, den helt rigtige flyafgang og de mest spændende oplevelser her på siden.

Contact