Guatemala

Backpackere i Guatemala ved Tikal
 

Rejser til Guatemala - mayaer og magi

Guatemala byder på en masse fantastiske oplevelser af varieret art: Den gamle mayakultur, charmerende kolonibyer med betagende arkitektur, farvestrålende indianere og ikke mindst hamrende smuk natur. Køb din rejse til Guatemala hos KILROY!

Guatemalas geografiske placering gør landet til et ideelt sted at starte sin rejse rundt i Centralamerika: mod nordvest grænser landet op til Mexico, i sydvest finder man Stillehavets indbydende kyst, Belize og det Caribiske Hav lokker mod nordøst, og endelig er der Honduras og El Salvador i sydøst. Man er med andre ord i hjertet af det hele i Centralamerika, og det er nemt at rejse fra land til land - men Guatemala er i sig selv et eventyrligt rejsemål, et af de bedste i Centralamerika, der fortjener stor opmærksomhed.

Guatamala - et land for naturelskere

Guatemala har et unikt økosystem og er i sandhed et såkaldt "hotspot" for biodiversitet. Med andre ord rummer landet en unik mangfoldighed af dyre-og plantearter, og også landskaberne er fortryllende: bjergrige landskaber med den ene vidunderlige udsigt efter den anden, kyststrækninger med lækre sandstrande, dramatiske kontraster mellem fugtige, tropiske regnskove og køligere højlandsplateauer med gode vandremuligheder. Jo, her er masser af attraktioner for naturelskere. Glem ikke vulkanerne, når du er her: landet har 37 af slagsen, mange af dem smukke som drømmesyn. Volcano Tajumulco topper hvad angår højdemeter, ikke bare i Guatemala men i hele Centralamerika, med sine 4220 meter.

Guatemalas mayakultur

Landets mange spændende mayatempler er et must for enhver rejsende i Guatemala. Her er mange af dem, og en del af dem er heldigvis smukt placeret dybt inde i junglen. Især ruinerne ved Tikaler med rette berømte; her i disse fantastisk smukke omgivelser får man et fremragende indblik i den veludviklede og fascinerende mayakultur. En klatretur til toppen af en eller flere af pyramiderne vil blive belønnet med smukke udsigter over junglen og de forskellige pyramider, der stikker op gennem skovens grønne frodighed flere steder. Husk kikkerten, for her findes desuden mere end 300 fuglearter, mange af dem overordentligt eksotiske og farverige.

Flores og Livingston

Tæt ved Tikal ligger landsbyen Flores, en af mange små, hyggelige landsbyer i Guatemala, der lokker med flotte huse og en god atmosfære. Man kan også hoppe på en båd til kystbyen Livingston, der skiller sig ud fra mange andre byer i Guatemala ved at have et udpræget afro-caribisk præg.

Guatemalas koloniperle: Antigua

rejser til antigua

Også den gamle koloniby Antigua, der er på UNESCOs World Heritage-liste for fredet verdensarv, skal besøges på rejsen til Guatemala. En virkelig smuk by med farverige huse, hyggelige barer og gode, lokale restauranter. Byen er også et af de bedste steder i Guatemala at tage et kursus i spansk inden rejsen fortsætter rundt i landet og resten af Centralamerika. Disse sprogkurser tiltrækker mange rejsende, så det er et godt sted at møde ligesindede og eventuelle rejsefæller. I forbindelse med sprogkurserne tilbydes også ophold hos lokale familier, hvilket er en fremragende måde at lære lokalbefolkningen at kende og blive endnu bedre til det spanske sprog. Hvis man har muligheden, bør man besøge Antigua i påskeugen, Semana Santa, der som regel ligger i april. Denne højtid er en hel festival på disse kanter med optog og parader, sang og musik samt kunstnere, der udstiller blandt andet blomsteropsætninger i de til lejligheden pyntede gader. Meget festligt.

Guatemalas markeder

Guatemala Antigua Market Melon

Guatemala og dets landsbyer er også ensbetydende med markeder. Det med det allermest eksotiske navn, Chichicastenango, er også det måske bedste overhovedet. Her vil man få sig en gedigen kulturel oplevelse og uden tvivl muligheden for at gøre et godt køb eller tre af det lokale, fremragende håndværk.

Lago Atitlán

Tag bussen fra Antigua til landsbyen Panajachel. En smuk tur hvor du undervejs er garanteret fantastiske udsigter ud over de bjergskråninger, der passeres. Ved ankomsten til Panajachel opdager man, at man er kommet til et stykke himmel på jord. Så smukt er her ved søen Lago Atitlán, hvis bredder omfavner denne lille by. Søen er omgivet af tre vulkaner, der giver dette billedskønne sted et ekstra element. Snyd ikke dig selv for muligheden for at sejle med en af de mange både ud til små øer og landsbyer i søen.

Guatemala for outdoor-fans

Guatemala er et paradis for outdoor-freaks og naturelskere. Man kan trekke i junglen eller sejle i kano på dens floder, bestige vulkaner og bestille en spændende bådtur i mangrovesumpene ved den lille kystby Monterrico. Afslapningen kan efterfølgende passende foregå på en af landets caribiske strande eller ved de kølige bjergkilder og vandfald i Semuc Champey, der også byder på flotte huler og grotter og er et af de skønneste steder i Guatemala.

Yoga og sund mad i San Marcos

Et andet dejligt sted at give sig selv et langt frikvarter er den tilbagelænede og charmerende landsby San Marcos ved Lago Atitláns bredder. Stedet emmer af fred og ro, her er masser af afslappede mennesker, hyggelige hostels, god og sund mad og ikke mindst de mange udbud af yoga-undervisning og kurser inden for sundhed og velvære af alskens slags. Ja, der er en særlig, lidt hippieagtig stemning her. Prøv for eksempel den gode vegetariske mad og den forfriskende eucalyptus-sauna efter en gang yoga. San Marcos er i den grad det rigtige sted at koble af og gøre sig fri for alle bekymringer.

Praktisk information før rejsen til Guatemala

Inden afrejse kan vi anbefale at du henter oplysninger om vaccinationer ved rejser til Guatemala på www.rejsedoktor.dk. Det kan også være en god idé at tjekke rejsevejledningen til Guatemala. Udenrigsministeriets hjemmeside, www.um.dk har i skrivende stund ikke en rejsevejledning til Guatemala, men det har det britiske udenrigsministerium som kan ses her

Skal vi hjælpe dig med din rejse til Guatemala?
Kontakt en rejsekonsulent

Book din rejse til Guatemala

Find det perfekte hostel, den helt rigtige flyafgang og de mest spændende oplevelser her på siden.

Contact