Metropolen Melbourne er omgivet af storslået natur med masser af nationalparker og dyreliv. Mange rejser til Melbourne først og fremmest fordi byen, der er hovedstad i delstaten Victoria, er et godt udgangspunkt for oplevelser i det sydøstlige Australien. Men byen har i sig selv masser at byde på, og vil ikke skuffe rejsende med hang til forskellige former for kunst og kultur, arkitektur og mad og vin af høj standard. Melbourne er desuden et sportscentrum af format, med store begivenheder som bl.a. Australian Open i tennis og Formel 1 hvert år.
Skriv til os og hør mere!
Melbourne - Australiens metropol nummer 1?
Melbourne har gennem tiderne altid konkurreret med Sydney om, hvilken af de to byer der er den vigtigste, mest kulturelle, interessante og cool. Én ting er sikkert: Melbourne er i hvert fald et fantastisk bekendtskab! Her finder du en endeløse række af forskellige caféer, barer og restauranter med ekstremt højt kvalitetsgennemsnit. Byen er simpelthen enestående på alle prisniveauer - hvad enten det er kaffebaren nede på hjørnet eller en fem-stjernet gourmetrestaurant. I Melbourne kan du også nemt tilbringe et par timer sammen med en håndfuld lokale sportsfans på en af de mange barer mens man nyder et par pints, eller man kan slå sig løs i nattelivet på en af byens funklende og funky natklubber.
Melbournes sidegademagi
Melbournes sidegader er magiske og emmer af liv! Prøv den charmerende Hardware Lane mellem Bourke og Little Bourke Street, hvor udendørs spisesteder tilbyder indbydende serveringer under åben himmel mens man lytter til live jazz fra gaden. Eller Bank PI, mellem Collins og Little Collins Street, hvor du vil føle det som om du er havnet i en sydeuropæisk tidslomme med de mange antikvitetshandlere og brostensgader.
Museer og festivaler i Melbourne
Dit besøg i Melbourne bør helt klart også inkludere et museum eller to, storslåede Melbourne Aquarium, imponerende Melbourne Convention Exhibition Centre og, forhåbentlig også, en af byens fede festivaler, hvis du kan ramme det rigtige tidspunkt (det burde dog ikke være noget problem, så mange som her er). Blandt godbidderne må vi nævne Melbourne International Food & Wine Festival og Melbourne International Film Festival.
Melbourne udenfor centrum
15 minutter udenfor centrum finder du St. Kilda. Her er gyldne sandstrande, palmer, cool barer, gode hostels, en afslappet atmosfære med masser af arrangementer og underholdning året rundt. Herfra skal du også besøge Acland Street, der emmer af kolonitidscharme, hvor her også ligger en hel række af Australiens bedste og mest uimodståelige kage- og slikbutikker!
Et andet bud er Port Melbourne, der er både funky, moderne og temmelig hipt og du vil med stor sandsynlighed se både Lamborghinier og Porscher i bybilledet.
Derudover er findes populære Chapel Street i Richmond blot 5-10 minutter fra centrum hvor du kan slentre rundt mellem internationale, trendy modebutikker og farverige basarer, mens du spotter stjerner og kendisser.
Melbourne er også rig på etniske kvarterer og råder over en stor og interessant græsk bydel, samt Chinatown, Little India og Little Italy.
Videre fra Melbourne
Du kan f.eks. køre på den smukke Great Ocean Road, en af de smukkeste kyststrækninger ikke bare i Australien, men i hele verden. I området her findes billedskønne vingårde, gyldne strande og den skønne Philip Island. Søger du i stedet ind i landet, i nordlig retning, kan du få timer fra Melbourne snowboarde i bjergene eller trekke og cykle i en af de smukke nationalparker.