Dårlige beslutninger bliver til gode historier - Travel Edition - part 1

Efter en lang dag på bussen, nærmede vi os Ho Chi Minh City. Jeg var spændt på at udforske de historiske gader i det tidligere Saigon. Men som bussen kom tættere og tættere på byen, lagde vi mærke til at scooterne der kørte ved siden af os på vejen, havde problemer i regnvejret. Vi kiggede på dem gennem vores vinduer i bussen og fik ondt af dem, da vi så, hvor gennemblødte de var. Vi kunne ikke gøre noget, kun være glade for at vi var tørre og komfortable i vores bus. Endelig ankom vi til Ho Chi Minh City og straks så vi, at gaderne var oversvømmet og jo tættere vi kom på centrum, desto højere stod vandet i gaderne. Til sidst var vandniveauet så højt, at bussen ikke kunne køre længere. Vi så biler der flød rundt i gaderne, og vi blev nødt til at stå af ved det næste stoppested.

Uheldigvis stod vi ikke af, hvor vi havde planlagt, og vi var flere kilometer fra vores hostel. Vi prøvede at praje en taxa, men det lod til at de kun tog lokale med. Efter et stykke tid gav vi op. Vi havde kun én mulighed tilbage: gå. Så vi begyndte at gå gennem de oversvømmede gader, hvor vandet gik op til vores knæ på de mindst oversvømmede strækninger. Vi så rotter der svømmede forbi og håbede, at vi ikke kom til at træde på nogen af dem - eller det der var værre... Efter vi havde gået i en time, var vi begge udmattede og vi besluttede os for at overveje vores muligheder. Vi så, at lyset var tændt på en café, og vi gik indenfor. De søde lokale gav os en kop te. Med vores bedste gestikuleringer og sprogfærdigheder, prøvede vi at få dem til at bestille en taxa til os, i håb om at der denne gang ville være nogen, som ville køre os til vores hostel. Vi gemte os, da taxaen kom og skyndte os ind i bilen, inden chaufføren kunne sige nej, fordi vi var turister. Selvom han virkede ret sur, endte han med at køre os til vores hostel.

Våde og trætte ankom vi til vores hostel beliggende på 3. etage, som viste sig... at være oversvømmet! Som om situation ikke kunne blive meget værre! Usikre på hvad vi nu skulle gøre, ringede vi til nogle af vores venner, som vi havde mødt tidligere på vores rejse. Heldigvis boede nogle af dem på et hostel, der ikke var oversvømmet tæt på vores! Vi tog vores tasker på nakken og var så glade, da vi endelig kom væk fra alt vandet. Det hele endte med at vi den aften havde den fedeste fest på hele vores rejse, fordi vi var så glade for at være nået hele vejen til Ho Chi Minh City og kunne mødes med vores venner igen, som hjalp os i tørvejr på deres hostel!

Mens jeg boede på Hawaii i 6 måneder, købte mig og mine rommates en bil, en Dodge Durango fra 2003 - en kæmpe stor 4WD. Da vi skulle ud for at hente den, var min ene roommate, som havde stået for købet, super hypet over bilen og syntes, det var den fedeste bil i verden, men da jeg kiggede på den, tænkte jeg med det samme, at der var noget galt. Dækkene var helt slidt ned og den havde alle mulige andre problemer, airconditioneren virkede ikke og vinduerne kunne ikke rulles ned - det var ikke særlig fedt, når der var 35 grader udenfor. Et af hjulene punkterede også på en af vores ture i den, og det var ikke engang det værste. Nogle gange gik bilen bare ud, og når man kørte på motorvejen, kunne det potentielt være ret farligt.

På en af mine sidste dage på øen inden jeg skulle rejse fra Hawaii, kørte mig og mine venner en tur til North Shore, som ligger omkring en times kørsel fra Waikiki, hvor vi boede. Lige inden vi nåede hen til den strand, hvor vi ville se solnedgangen fra, gik bilen ud og rattet låste sig fast - mens vi kørte midt på vejen! Heldigvis var der ikke nogle biler i den modkørende bane, så med den lille smule fart der var tilbage i bilen, kunne jeg køre ned i grøften. Vi vidste ikke rigtig, hvad vi nu skulle gøre, så vi besluttede os for at efterlade bilen og gå ned på stranden for at se solnedgangen. Vi håbede at bilen ville starte igen, når vi kom tilbage. Da vi kom tilbage, ville bilen ikke tænde og det hele lugtede lidt brændt. Vi prøvede i flere minutter at tænde bilen, men den var helt død. Vi kunne heller ikke bare efterlade den, da vi havde købt og registreret den, så den var og blev vores ansvar. Efter vi havde stået og overvejet situationen et stykke tid, besluttede vi os for at skrue nummerpladerne af bilen og efterlade den der, eftersom det kostede omkring $200 at få den fjernet. 

Da vi ikke havde noget værktøj, begyndte vi at banke på hos nogle af husene, i håb om at de havde noget værktøj, som vi kunne låne. En mand i et af de huse vi havde banket på hos, tilbød os at hjælpe med bilen, for vi skulle også have skubbet den lidt længere fra vejen, da den stod farligt tæt på. Manden var sød og hjalp os med at skubbe bilen længere ned i grøften. Vi spurgte ham, hvad der ville ske, hvis vi efterlod bilen der, og han fortalte os, at politiet ikke havde ressourcerne til at dele bøder ud til efterladte biler, så han tilbød at ringe til dem et par uger senere og melde bilen efterladt og få dem til at fjerne den. Han var super sød og hjalp os med at tage nummerpladerne af, og han gav os endda et lift ind til den nærmeste by, så vi kunne fange en Uber hjem. Min roommate som havde købt bilen, blev ret sur, da vi fortalte ham, at vi havde efterladt bilen, men vi gav ham nummerpladerne, som han nu har beholdt som en souvenir.

Da jeg i mine tyvere var på backpacking rejse i Peru, havde jeg ikke rejst særlig meget før. Jeg havde booket noget hjemmefra der hed "Inkastien" til et sted der hed Machu Picchu. Jeg havde hørt, at det var et af de helt store highlights i Peru og det var et must see, når man var der, men jeg vidste faktisk ikke hvad det var. Jeg havde hverken læst op på det eller gjort mig nogen form for research, inden jeg tog afsted.

Jeg havde kun pakket sommertøj, så da jeg ankom til Cusco, blev jeg ret overrasket over hvor koldt det var, fordi vi var så højt oppe. Jeg havde ikke engang pakket en varm sweater, så jeg blev nødt til at tage på shoppingtur på det lokale marked og endte med at finde en hoodie med en llama på. De eneste sko jeg havde med, var et på guldfarvede sandaler. Men jeg gjorde det! Jeg gik hele trekket i mine helt specielle vandresko. Her er et billede af mig, hvor jeg står på det højeste punkt på Inkastien, som hedder "Dead woman's pass", det ligger 4.215 meter over havets overflade, iført min llama hoodie og gyldne sandaler. Ser jeg ikke fabulous ud? Men helt seriøst, det beviser bare, at du ikke behøver fancy udstyr, og selvom du glemmer et par ting derhjemme, skal det nok gå alligevel. Der er butikker og markeder over det hele, og hvis det også fejler, skal du nok kunne klare dig, med hvad du har!

Alle der kender mig, ved, at jeg elsker cykelture. Jeg har været på en hel del og i forskellige lande og nogle af de fedeste cykelture jeg har været på, har været i "the Stans". På en cykeltur i Kirgisistan, mødte vi de mest imødekommende mennesker. Jeg har mødt en masse fantastiske folk på mine rejser, men det her var en helt anden liga.

Vejret i Kirgisistan er ikke det bedste og om sommeren er der nærmest tordenvejr hver eneste dag! Den ene af dagene mens vi var der, var vi lige nået til at bjergpas omkring 3.700 meter over havets overflade, da det pludselig begyndte at hagle og lyn slog ned omkring os!

Der var ikke noget sted i nærheden af os, hvor vi kunne finde ly, så det eneste vi kunne gøre, var at cykle videre. Vi var utrolig heldige, da vi kort tid efter kom forbi to ensomme yurter (en slags isoleret, transportable, runde telte, som ofte bruges af nomader). Langt om længe et sted vi kunne være under stormen! Vi stillede vores cykler og gik hen for at se, om de der boede, der ville lade os komme ind. To ældre mennesker åbnede døren og bød os indenfor. De tilbød os en kop Kummus (fermenteret hestemælk) og vi kunne sidde ved bålet og få varmen. Alt i alt var det en rigtig hyggelig oplevelse, og vi satte utrolig meget pris på deres gæstfrihed.

Jeg kan tale en lille smule russisk, så vi kunne føre en smule small talk med dem, hvilket gjorde situationen lidt mindre akavet. Da det stoppede med at hagle, skyndte de sig ud til deres heste, da de skulle malke dem hver anden time. Ellers ville mælken blive sur og ubruglig. Vi takkede dem hurtigt for deres gæstfrihed og sagde farvel til vores redningsmænd!

Har du ikke fået nok endnu? Heldigvis for dig, kommer der meget mere! Denne blog er en del af en miniserie, som vi kommer til at køre de næste par måneder, så hvis du gerne vil læse mere om vores rejseeksperters rejsehistorier, kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev og følge os på vores sociale medier!