Mine 10 favoritter fra Sydøstasien

Mine 10 favoritter fra Sydøstasien

Fie er netop hjemvendt fra en 42 dages Explorers' Club rundrejse i Sydøstasien sammen med 17 andre unge. Samtlige oplevelser på rejsen har gjort indtryk på den ene eller den anden måde, men her får du de 10 favoritter, som gjorde et særligt stort indtryk på Fie!

1) Bangkok - Thailand

I denne hektiske storby startede vores fantastiske rejseeventyr. Bangkok er en by, der rummer mange forskellige aspekter. Dette fik vi mulighed for at opleve på vores første dag efter ankomsten, hvor vi var ude og cykle rundt i Bangkoks gader og se de mange flotte templer og lokalsamfundet. Den næste dag kørte vi et stykke ud af byen, for at opleve det første adrenalinkick på turen – nemlig ziplining! Da vi senere på turen kom til Bangkok igen, nåede vi også at opleve det Thailandske nytår. Vi tog til Khao San Road og blev sprøjtet til med vand af både lokale og turister, som havde købt vandpistoler i anledningen – og selvfølgelig skulle der sprøjtes igen! Der var en helt speciel opløftende stemning, som man ikke ville opleve mange andre steder i verden.

2) Siem Reap – Cambodja
Angkor watt-i Cambodja

I Siem Reap tog vi ud og besøgte en skole, der hedder ”New Hope”. Her tilbød man gratis undervisning til fattige Cambodjanske børn. Vi var inde og overvære en engelsktime, og bagefter fik vi lov til at snakke med eleverne på skolen. De var meget gæstfrie, og om aftenen serverede de et lækkert lokalt måltid for os – som blandt andet bestod af stegte insekter. Mums! Dagen efter stod vi meget tidligt op for at køre ud til Angkor Wat templet, hvor vi så solopgangen. Det var et helt fantastisk syn, og bagefter besøgte vi templet, som er ligeså flot indvendigt som udvendigt. Om aftenen kørte vi på ATV rundt i Siem Reap, hvilket var både grænseoverskridende og vildt sjovt! Aftenen blev sluttet af ved det lokale natmarked og på byens pub street.

3) Phnom Penh – Cambodja

Efter Siem Reap tog vi til Phnom Penh, som er Cambodjas hovedstad. Her var vi ude og besøge Tuol Sleng Prison, hvor det kommunistiske Khmer Rouge havde taget alle til fange, som blandt andet var mistænkt for at være imod Khmer Rouge eller havde en højere uddannelse end Pol Pot - lederen af det kommunistiske parti. Fængslet var oprindeligt en skole, hvilket det stadig lignede, fordi fængslet blev holdt hemmeligt, da det blev brugt. På denne måde kunne Khmer Rouge holde deres fanger hemmelige og torturere dem uden at lokalsamfundet fattede mistanke. Vi besøgte også Killing Fields, som Khmer Rouge tog deres fanger med ud til for at henrette dem på de mest grusomme måder. Det var meget spændende at lære mere om Cambodjas historie, men samtidig var det også en meget følelsesladet oplevelse. Om aftenen tog vi til Khmer Boksning, hvor vi fik VIP pladser, hvor vi blandt andet var i Cambodians TV  – det havde måske noget at gøre med, at vi var 18 skandinaviske piger ;-)

4) Saigon/ Ho Chi Minh City - Vietnam

Saigon eller Ho Chi Minh City er en af Vietnams storbyer. Her besøgte vi et natmarked og fik en rundtur i den travle by. Dagen efter ankomst kørte vi et stykke ud fra byen for at se Cu Chi tunnels, som Vietcong brugte under Vietnamkrigen for at gemme sig fra Amerikanerne og bevæge sig rundt i. Hvis man havde lyst kunne man få lov til at kravle gennem en tunnel, som i øvrigt var blevet udvidet to gange! Det var både en vild og grænseoverskridende oplevelse, og man skulle ikke lide af klaustrofobi for at kunne gøre det. Vores guide fortalte og viste os en masse fra Vietnamkrigen - blandt andet de ubarmhjertige fælder, som Vietcong havde lagt for Amerikanerne.

5) Hoi An - Vietnam
Gade i Hoi An, Vietnam

Hoi An bliver også kaldt for skrædderbyen, og det er ikke uden grund. I hele byen ligger der massevis af skrædderforretninger, som for næsten ingen penge kan kreere lige det du går og drømmer om. Derudover er der en helt unik stemning i byen med dens små hyggelige gader i den gamle by med lanterner hængende over det hele. Om aftenen bliver det kun bedre, for så bliver lanternerne tændt, og vi nød et lækkert måltid på en af de mange restauranter, der har udsigt til floden, som løber gennem byen. Udover at bruge alle vores penge i skrædderforretninger, kunne vi også tage på en cykeltur ud på landet og møde de lokale - herunder et sødt ægtepar på henholdsvis 90 og 96 år, som stadig arbejdede i deres marker! Fra Hoi An kørte vi et stykke væk, og så var det igen tid til at overskride nogle grænser. Vi skulle rapelle ned af skrænter på 15, 25 og 57 meter! 

6) Halong Bay - Vietnam
Halong Bay i Vietnam

Smukke Halong Bay er på UNESCO's verdensarvliste, og man forstår godt hvorfor. Vi tog på en bådtur ud til de uendeligt mange kalkstensklipper, hvor vi startede ud med at få serveret en lækker seafood frokost. Med maverne godt fyldte, gik vi op på dækket og nød udsigten. Og sikke en udsigt! Det er ikke uden grund, at Halong Bay er en af Vietnams største turistattraktioner. 

7) Vang Vieng - Laos

I denne by var der mange backpackere ligesom os selv, og deraf er byen også kendt som en backpacker by. Her er mulighed for masser af fede aktiviteter - vi tub’ede igennem en grotte, sejlede i Kajak på Mekong floden, badede i en grotte og i en blå lagune. Vi spiste på en restaurant ud til Mekong floden og aftenen blev sluttet af på den lokale backpacker bar. 

8) Luang Prabang - Laos

Turen gik videre til Luang Prabang. Her købte vi os fattige i det enorme natmarked og dagen efter stod vi meget tidligt op for at se munkene gå rundt i byen og få mad af de lokale - en tradition som går meget langt tilbage. Vi besøgte også de smukke Tad Kwang Si vandfald.  

9) Chiang Mai/trek i Thailand

På vejen til Chiang Mai stoppede vi ind for at se det helt fantastiske hvide tempel, som er bygget af en kendt Thailandsk kunstner. I Chiang Mai tog vi på et madkursus, hvor vi blandt andet lærte at lave pad thai - hvilket er et af Thailands nationalretter. Aftenen blev afsluttet på det kæmpe natmarked i byen. Dagen efter startede vores trek. Vi blev kørt op i bjergene, hvor vi først fik lov til at slappe af og bade i et flot vandfald, og så startede den hårde del! Vi trekkede i nationalparken i 3 timer, hvor vi gik 7 km. Vi sov på et Homestay om aftenen, hvor vi fik serveret lækker mad, lavede bål, spillede kort og hyggede. Dagen efter trekkede vi 10-12 km om formiddagen og yderligere 5 km om eftermiddagen. Det var ultimativt den hårdeste oplevelse på turen, men også en af de fedeste. Følelsen af at gennemføre trekken var fantastisk og om aftenen hyggede vi om bålet og lærte en Thailandsk leg - som blandt andet indebærer at få kul smurt i ansigtet. Lækkert!

Dagen efter bamboo raftede vi 10 km og efter en lækker frokost, blev vi kørt hjem til vores hotel i Chiang Mai. 

10) De thailandske øer - Koh Samui og Koh Tao
Solnedgang over Koh Tao

Vores rejse blev afsluttet på de lækre thailandske øer, hvor vi fik rig mulighed for at slappe af og nyde stranden. På Koh Samui brugte vi en aften i de festlige gader i øens største by. På Koh Tao tog vi på en snorkeltur, besøgte en helt igennem fantastisk strand og nød solnedgangen. Og så var det tid til at vende snuden hjemad med utallige fede oplevelser, nye venner, og alt for mange souvenirs.

- Fie Ingstrup Nissen

Fie deltog i Explorers' Club rundrejsen her:

Thailand, Cambodja, Vietnam & Laos

Fra 19.900 kr.
Thailand, Cambodja, Vietnam & Laos
45 dage
På denne rejse får I en kæmpe bid af dette fantastiske kontinent og I skal på storeventyr i fire lande de næste 45 dage. Sammen skal I udforske, konsumere, opleve, dufte, observere og lade jer rive 100% med i Asiens mystik.
Læs mere om rejsen
Contact