Udforsk Indonesiens mange fantastiske sider! Du kommer til at opleve en krydret og kaotisk blanding af forskellige kulturer og ikke mindst tusindvis af uspolerede øer med smukke naturscenerier, der står i kø for at overgå hinanden. Du får vidunderlige sandstrande, vilde vulkaner, vældige regnskove og meget, meget mere. Du kan også kaste dig ud i blandt andet surfing eller dykning - der er udfordringer for alle niveauer.
Skriv til os og hør mere!
Indonesiens mange øer og seværdigheder
Indonesien er et land af øer - ikke mindre end 18.108 af slagsen. Et antal der gør Indonesien til én af verdens største ø-grupper. Størstedelen af området er stadig uudforsket, og "kun" 6.000 af disse øer er beboede, så du har rig mulighed for oplevelser ”off the beaten track”.
Kulturelt er landet ikke mindre fascinerende. Her lever omkring 320 forskellige etniske grupper, og der tales 700 forskellige sprog. Den store mangfoldighed af kulturer er grunden til, at her altid er så mange spændende festivaler og helligdage, eksempelvis torajaernes begravelsesfejring i det centrale Sulawesi, påskeparaden på Larantuka Island og ikke at forglemme det balinesiske nytår. Husk dog også, at disse mange fantastiske festivaller nemlig i høj grad påvirker mulighederne for offentlig transport og overnatning - og ikke mindst priserne på disse.
Indonesien byder på masser af eventyr og utallige spændende steder at se og ting der skal opleves. Bali er den mest velkendte destination, men besøg også Kelimutu-søerne der ligger i vulkankratere nær byen Moni, tag på jungletrek i regnskoven på Lombok, dyk i det krystalklare vand ved Sumatra og oplev vildnisset på Kalimantan!
Rejser til Java & Jakarta
Java er Indonesiens mest befolkede ø. Her er alt fra aktive vulkaner til historiske monumenter med mere end 1.000 år på bagen. Landets hovedstad Jakarta ligger her på Java, og er en spændende og pulserende by, der sprudler af liv, ikke mindst på de mange markeder og i de hektiske gader. Man bør både besøge det enorme sultanpalads, Kraton, og ligeledes mystiske Borobodur, et gammelt gigantisk buddhistisk tempelområde på UNESCO's verdensarvsliste.
Dykning i Indonesien
Det Indonesiske øhav byder på kæmpe områder med koralrev og et sprudlende liv under havoverfladen, og du har gode chancer for at se hajer, skildpadder, horder af farverige fisk og selvfølgelig de smukkeste koraller i dybet. Et godt eksempel er omkring Sulawesi, hvor man bl.a. har mulighed for at dykke ved skribsvrag ud for byen Makassar og opleve imponerende vægge af koraller ved Bunaken National Marine Park.
Naturoplevelser i Indonesien
På landjorden er der lige så fantastiske oplevelser at hente. Man kan klatre Mt. Merapi på Java, eller trekke i de smukke omgivelser i dalene omkring vulkanen Bromo. I eksotiske Lore Lindu National Park lever mange indfødte stammer, og en vandretur her kan bl.a. føre dig til de varme kilder i Kadidia og et fantastisk vandfald. Er du heldig oplever du også noget af stedets rige dyreliv, f.eks. kæmpe sommerfugle og massevis af eksotiske fugle. De gigantiske Komodo-varaner er ligeledes unikke for Indonesien, og kan findes på øen af samme navn, Komodo.