Nepal

Verdens højeste bjerg - Mt. Everest
 

Rejser til Nepal - himmelske Himalaya

Sneklædte bjergtoppe i Himalaya, fantastiske trekkingruter og spirituelle energier strømmende fra templerne og deres urgamle traditioner. Dét er Nepal - Landet der både er mytisk og magisk, og et sted du bliver draget af og uden tvivl vil vende tilbage til. Køb din rejse til Nepal hos KILROY.

Nepal er et land med mange højdepunkter. Et land med utrolige naturscenerier og kulturelle skatte, og for de fleste er en rejse til Nepal meget overvældende og uforglemmelig. Landet har i bogstavelig forstand mange højdepunkter; her finder man verdens højeste bjerg, Mount Everest, plus syv andre af verdens ti højeste bjerge klemt inde mellem de store nabolande Kina og Indien. Selv om Nepal er blandt verdens fattigste, rummer landet en fantastisk rigdom på såvel kultur som natur. Mange rejsende i Nepal kommer hjem med en speciel oplevelse af, at dette er et land man føler sig draget til at vende tilbage til senere i livet.

Nepals hovedstad: Kathmandu

Kathmandu er landets travle hovedstad og knudepunktet for backpackere og trekkere fra hele verden. Det er her, såvel de store ekspeditioner som mange af de kortere vandreture har sit udgangspunkt. I byens "baghave", Kathmandu Valley, finder man masser af interessante historiske og hellige steder.

Et andet meget karakteristisk element i Kathmandu er de mange farverige festivaler. Buddhismen er yderst fremherskende og iøjnefaldende på mange måder her, for eksempel i kraft af Bodnath, som er landet største 'stupa', en slags spir på et buddhistisk tempel. Her kommer masser af tibetanske pilgrimme og andre rejsende for at opleve den særlige spirituelle stemning, der hviler over Bodnath. Også Dakshinkali-templet er et interessant religiøst sted, det er værd at besøge. Her løber blodet fra dyreofringer hver lørdag og under den årlige Dansai Festival i oktober.

Rejsen til Pokhara

Rejsen rundt i Nepal bør også gå forbi denne lille hyggelige by med en skøn beliggenhed ved en sø. Pokhara tiltrækker mange backpackere og eventyrere på vej til trekking- og raftingture. Og det er der en god grund til, for herfra er der en vidunderlig udsigt til de storslåede bjergtoppe i Himalaya. Og så er her en dejlig ro og lyden af summende mennesker i meditation.

På den modsatte side af Kathmandu finder man de kendte Himalaya base camps, der ligger i meget smukke omgivelser og er udgangspunkter for ekspeditioner til Mount Everest og andre af regionens store bjerge. Især den berømte Annapurna basecamp er et spændende sted med en meget smuk beliggenhed.

Bodh Gaya

Bodh Gaya er det berømte sted, hvor Buddha efter sigende opnåede sin berømte oplysning gennem meditation. Stedet er verdensberømt og templet Mahabodhi er simpelthen fantastisk. I området kan man også besøge Buddhist University of Nalanda med 10.000 buddhist-studerende.

Royal Chitwan National Park

Et spændende vildt område med rigt dyreliv er Royal Chitwan National Park. Man kan komme på jeep safari og spotte områdets specielle et-hornede asiatiske næsehorn. Og er man virkelig heldig, ser man måske en tiger eller en leopard.

Koshi Tappu Wildlife Reserve

Denne ret uberørte nationalpark er et af de bedste steder i landet at se mange af de eksotiske dyr, der lever på disse kanter - ikke mindst de mange fuglearter, der flokkes her i stort tal. Større dyr som bøfler, rådyr krokodiller og delfiner findes her.

Trekking i Nepal

I Nepal finder du nogle af verdens bedste trekking ruter. Mange af vandreturene foregår i mellem 1.000 og 3.000 meters højde, enkelte kommer op over 5.000 meters højde. Tre regioner skiller sig ud med særligt gode trekking muligheder: Annapurna, Everest og Langtang/Gosainkunda/Helambu-området - nogle af disse områder tilbyder muligheder for vandring helt op til 30 dage. Før et sådant eventyr bør man tjekke eventuelle krav om tilladelser, vejrforhold og andre sikkerhedsmæssige forhold. Kanoture på Rapti River i Royal Chitwan National Park er en anden virkelig anbefalelsesværdig aktivitet, men man kan jo også nøjes med noget mere mageligt og vælge en flyvetur over Himalaya med Mountain Flights fra lufthavnen i Kathmandu. Udsigten på sådan en tur er overvældende smuk. Se trekkingture og oplevelser i Nepal.

Hvornår skal man rejse til Nepal?

August til oktober er højsæson i Nepal med et væld af turister, så måske er det bedre at rejse i marts og april. Maj er uudholdelig varm og monsunregnen vælter ned fra juni til september, hvor veje og vandrestier bliver mudrede og til dels ufremkommelige. De koldeste, men sommetider også klareste, måneder er december og januar - på denne tid af året får du brug for en vintersovepose på billigere hostels.

Sikkerhed på din rejse til Nepal

Militærkonflikten mellem regeringen og maoisterne sluttede i 2006, men da stabiliteten er lidt usikker, kan det altid betale sig at følge lidt med i situationen i landet inden og under afrejse. Hold dig fra demonstrationer i landet og gå ikke ud alene efter mørkets frembrud. Tjek også altid op på vejenes tilstand, især i regntiden, da laviner ikke er sjældne.

Praktisk information før rejsen til Nepal

Inden afrejse kan vi anbefale at du henter oplysninger om vaccinationer ved rejser til Nepal på www.rejsedoktor.dk. Det kan også være en god idé at tjekke om rejser til Nepal fra Udenrigsministeriets hjemmeside, www.um.dk, for andre sikkerhedsmæssige oplysninger ved rejser til Nepal.

Vil du have hjælp med din rejse til Nepal?
Kontakt en rejsekonsulent

Kontakt