Mens verden udviklede og moderniserede sig gennem sidste halvdel af det 20. århundrede, var det som om Cuba blev efterladt tilbage i 50'erne - med Havana som selve symbolet på det. Her i den cubanske hovedstad ser bygningerne ud præcis som de gjorde da de blev rejst, gamle amerikanske biler fylder gaderne og hele bybilledet nærmest skriger ordet RETRO ud i den varme luft. Ja, Havana kan forekomme gammel og slidt, men det er netop hvad mange kommer for at opsøge - og for at opleve byen og dens unikke udstråling og stemning, inden det 21. århundrede indhenter den.
Skriv til os og hør mere!
Lad Havanas charme forføre dig og lede dig ind i en verden, du ikke troede stadig eksisterede. Nyd nationaldrinken mojito som den skal laves (glem kopierne, her får du the real stuff!), tag en slentretur rundt i gaderne og hils på de venlige gamle kvinder, der ryger cigarer på hyggelige balkoner og terrasser. Cubanerne er et imødekommende folkefærd med stor lyst på livet, og især hvis man kan et par gloser på spansk vil de tage dig til sig - måske inviterer de dig endda inden for i deres hjem til et festligt salsaparty.
Nattelivet i Havana
Havana er måske ikke stedet hvor man får sit livs gourmetmåltid, men til gengæld er en tur ud i nattelivet næsten en sikker vinder hver gang. Her er barer og klubber overalt, men det er mindst lige så oplagt og ikke mindst underholdende at kaste sig ud i dans sammen med de lokale til de uforlignelige og fængslende salsarytmer, der næsten altid kan høres et eller andet sted i Havana. Og så kan man ikke forlade Havana uden at have tilbragt nogle hyggelige timer på en af byens berømte jazzklubber med ægte 50'er-stemning.
Bo med de lokale i Havana
Der er masser af udmærkede hostels og hoteller af en lidt bedre standard i Havana, men den mest anbefalelsesværdige overnatningsform er så afgjort de såkaldte casas - cubanernes private huse. Ja, mange af de lokale familier udlejer værelser i deres eget hus, og denne mulighed er en perfekt måde at opleve lokalbefolkningen helt tæt på. Oveni er det til yderst fornuftige priser.