Dubai

Tag på kamel rundt i den omkringliggende ørken
 

Rejser til Dubai - Arkitektur, sand og vand

Dubai er en eksplosivt voksende og sprudlende by, der gennem de seneste 30 år er vokset ud af ørkensandet til i dag at være en af verdens kosmopolitiske hot spots! Her er et spændende internationalt klima blandet med arabisk gæstfrihed, imponerende arkitektur i store baner, solskin året rundt og masser af shopping- og aktivitetsmuligheder.

Dubai er den største byen i De Forenede Arabiske Emirater og har derfor af naturlige årsager mange arabiske kendetegn. Men samtidig er byen en kosmopolitisk smeltedigel med et udpræget internationalt præg, ikke mindst takket være en stor tilstrømning af udenlandske filialer og arbejdskraft. Alt i alt betyder det, at byen tilbyder både det eksotiske og det velkendte, simple markeder og basarer såvel som overdådig luksus og design.

"Sandoplevelser" i Dubai

For det første er der de enorme sandklitter, man finder lige uden for Dubai. Det er god underholdning at tage turen i jeep eller buggy (eller måske på kamelryg?) gennem disse endeløse bunker af rødt sand. Gør som de fleste: slut turen ved en nomadelejr med en traditionel, lokal middag, lidt shisha (vandpibe) og en blændende udsigt til den stjernefyldte himmel.

Shopping i Dubai:

Dubai er enhver shoppingelskers våde drøm. Her er både stort og småt, luksus og lokal kitsch. Byen rummer mere end 50 shoppingcentre og basarer, så man finder både massevis af internationale designermærker inden for fx sko, tøj og smykker såvel som guld, krydderier, pashmina-sjaler og meget mere med lokal kolorit. Prøv fx basaren i bydelen Deira, som er en af Dubais mest populære.

Arkitektur i Dubai

Åh ja, er der noget sted i verden, hvor man kan se fantastisk, fantasifuld og overdådig arkitektur, er det Dubai. Det ene byggeri overgår det andet her - se fx The World, en samling kunstige øer i havet ud for byen, hver ø en miniature-kopi af et af rigtigt land, udformet præcist som dette. Og hotellet Burj Al Arab, verdens højeste bygningsværk, der når det står helt færdigt vil være cirka 800 meter højt. Der er meget mere af samme skuffe her i Dubai, det er bare med at gå på opdagelse selv - med fare for at få ondt i nakken (ja, man kigger meget op her).

Vandoplevelser i Dubai

Ja, Dubai har et af verdens vildeste vandlande, nemlig Wild Wadi. Det ligger lige foran Burj Al Arab, så det er ikke så svært at finde, eftersom Burj Al Arab jo er verdens højeste bygning og selvklart kan ses fra alle afkroge i Dubai. I Wild Wadi er der masser af vand og masser af sjov - vilde vandrutsjebaner, swimmingpools med kunstige bølger, 'surf simulation' og meget mere. Prøv også hovedattraktionen Jumeirah Sceirah, den højeste vand-glidebane i verden uden for Nordamerika - 33 meter høj, kastende den modige badegæst nedad med en fart på op til 80 km/t.

Golf i Dubai

Også for golf-fans er Dubai som et stykke af himlen. Det er godt nok dyrt - som så mange andre steder - men til gengæld er banerne fantastisk lækre og forholdene perfekte.

Strandliv og natteliv

Strandene ved Dubai er rene og indbydende. Her er ikke mange bølger, til gengæld er her masser af palmer og vandet er rent og sigtbarheden god. Når solen går ned og strandlivet lakker mod enden, er det tid til at tage det pæne tøj på og en drink i hånden i nattelivet. Det foregår næsten udelukkende på hotellerne, hvor de fleste restauranter, barer og klubber ligger. Især tirsdagen er fuld af spræl og halløj - det er nemlig 'Ladies Night' med gratis drinks, men i virkeligheden er der, som man snart vil opdage, altid en fest at finde i Dubai.

Om sæsoner og overnatning

Den bedste tid i Dubai er efterår og vinter - om sommeren bliver her simpelthen for varmt. Hvad hoteller angår, er Dubai desværre mest af alt en slags luksusdestination - her er 5-stjernede hoteller overalt. Man kan dog finde billigere hoteller i især den ældre del af byen, prøv fx i det hyggelige Deira.

OBS: Fredag er fridag i Dubai

Fredag er den ugentlige muslimske fridag, og på denne dag fyldes ikke blot moskeerne, men siden hen også shoppingcentrene med lokale familier. For din egen skyld er det måske ikke denne dag, du skal vælge at shoppe - nap i stedet en indbydende all you can eat-brunch på en af de fancy restauranter. Lidt dyrt, men meget lækkert - og så hører der bobler ad libitum til (er der noget som en god champagne-brunch-brandert?).

Book din rejse til Dubai

Find det perfekte hostel, den helt rigtige flyafgang og de mest spændende oplevelser her på siden.

Kontakt