Chile

Torrel del Paine i det sydlige Chile er et vildt og meget smukt bjergområde som indbyder til trekkingture
 

Rejser til Chile - hvor fantasien ikke rækker

Ørken og vulkaner? Sneklædte bjerge og gudesmukke fjorde? Pingviner, sæler og hvaler? Søer og gletsjere? Vinmarker og kilometerlange strande? Du finder det hele i et på alle måder ekstremt land i det vestlige Sydamerika: Chile. Et land der med over 4000 kilometer fra nord til syd føles uendeligt. Køb din rejse til Chile hos KILROY!

Kom hurtigt videre:

Chiles grænser

Chile grænser op til Argentina, Peru og Bolivia og er derfor et godt udgangspunkt for en rejse rundt i flere af disse eventyrlige lande. Når man rejser til Chile bemærker man hurtigt landets særprægede og fascinerende geografi - landet er utroligt smalt og ligger klemt inde mellem Stillehavet på den ene side og Andesbjergene på den anden.

Chiles hovedstad: Santiago

Hovedstaden Santiago ligger cirka midt i landet, tæt på de smukke vinmarker ved Colchagua og Aconcagua i retning mod Andesbjergene og Stillehavets strande til den anden side (prøv bl.a. badebyen La Serena i nærheden). Byen er lys, moderne og yderst velfungerende på alle punkter, et dejligt sted at hænge ud nogle dage og få et indtryk af det moderne og dynamiske Sydamerika.

Rejsen gennem Chile: Ekstremerne fra nord til syd

Chile er så langt som 'et ondt år', men trods de store afstande må man for Guds skyld ikke snyde sig for både at besøge landets nordlige og sydlige del. Af den grund kan det godt betale sig at kombinere Chile med for eksempel Argentina, Peru eller Bolivia, så man kan nøjes med at rejse i én retning hele vejen gennem Chile (for eksempel fra Peru med indrejse i Nordchile og derefter hele vejen sydover).

Det nordlige Chile

Nordpå finder man blandt andet Parque Nacional Lauca og Atacama-ørkenen med landsbyen San Pedro som knudepunkt. Atacama-ørkenen er kendt for at være verdens tørreste plet og området er virkelig fascinerende. Her i området findes imponerende vulkaner, geysere, saltsletter og smukke bjergsøer. En tur på mountainbike gennem landskaberne kan varmt anbefales, det samme kan en udflugt ved enten solnedgang eller solopgang til den mystiske og fascinerende Valle de La Luna ('Månedalen'). I Lauca-nationalparken er der masser af lamaer og alpacaer (en anden lama-art) samt fugle i alle farver og størrelser.

Det sydlige Chile

Det sydlige Chile Chiles mangfoldighed vil langsomt gå op for dig, efterhånden som du rejser ned gennem landet (eller den anden vej). Glidende bevæger du dig igennem forskellige klimazoner og landskabstyper, men det er svært at sige, hvad der er mest fantastisk. Længst mod syd finder man blandt andet de dramatiske og guddommeligt smukke fjorde, et labyrintisk virvar af land og vand beliggende mellem byerne Puerto Montt og Puerto Natales. En sejltur i disse landskaber mellem disse to byer er en uforglemmelig oplevelse. Det er også i dette område, der på den rigtige tid af året er gode chancer for at se hvaler, pingviner og søløver. Også Distrito de los Lagos (sø-distriktet) lige nord for Puerto Montt er som en gave fra himlen med white water-rafting egnede floder, skønne bjergsøer og betagende vulkaner, bl.a. Villarrica-vulkanen, der kan bestiges, i den hyggelige by af samme navn. Og så rummer dette område en helt særlig stemning og charme med formidable overnatningsmuligheder hos lokale familier, der udlejer værelser i deres private hjem - som oftest pastelfarvede og tophyggelige træhuse.

Påskeøen og Stillehavet

Farverige og hyggelige træhuse er også karakteristisk for øen Chiloé, der ligger en kort sejlads fra Puerto Montt. Her står træhusene på pæle i vandet i de mange bugte, der snor sig i landskabet. Andre steder på denne rolige ø, der på mange måder står som et ekko fra fortiden, findes hyggelige fiskelejer, vilde strande og vidtstrakte enge og marker. Det er svært ikke at slappe godt af her.

Rejsen i Chile bør fortsætte til en anden og mere berømt ø: Rapa Nui, der på dansk er bedre kendt som Påskeøen. Denne ø ligger langt væk fra det chilenske fastland, hele 3700 kilometer ude i Stillehavet, og er berømt for sine underlige og imponerende statuer, de såkaldte "Moais", der er store ansigter skåret ud i klipper. Stedet er virkelig fængslende i al sin mystik, og den lange flyvetur herud er bestemt tiden og alle pengene værd.

Naturparadiset Chile

Chile, især den sydlige del, er perfekt for folk der søger udendørs aktiviteter og adspredelse. Et af landets største naturparadiser er nationalparken Torres del Paine tæt ved Punta Arenas og Puerto Natales i syd. Dette vilde stykke natur er helt oppe blandt de største vidundere i hele Sydamerika - her er imponerende gletschere, dramatiske bjergrygge, turkise bjergsøer, fortryllende klippeformationer og meget mere. Stedet er samtidig helt ideelt for trekking, hvad enten man ønsker en vandretur på et par timer eller et par uger, og rejsen herned vil blive belønnet med den fantastiske fornemmelse af afsondrethed og en naturlig ro.

Video om hot springs i Chile


Andre steder i landet er der også masser af aktivitetsmuligheder. Førnævnte Distrito de los Lagos byder på rafting, fiskeri og kanoture, og både her og andre steder er der også gode muligheder for at ride på hesteryg, leje en mountainbike eller 'blot' nyde naturen og de mange nationalparker til fods. Og så er landet uden tvivl et af de bedste i Sydamerika hvad angår mulighederne for camping, netop fordi her findes så mange gode nationalparker.

Praktisk information før rejsen til Chile

Inden afrejse kan vi anbefale at du henter oplysninger om vaccinationer ved rejser til Chile på www.rejsedoktor.dk. Det kan også være en god idé at tjekke Udenrigsministeriets hjemmeside, www.um.dk, for andre sikkerhedsmæssige oplysninger ved rejser til Chile.

Har du spørgsmål om din rejse?
Kontakt en rejsekonsulent

Kontakt