Venezuela

Angel Falls, Venezuela - et af de smukkeste og højeste vandfald i Sydamerika
 

Rejser til Venezuela - sydamerikansk storhed

Venezuela er et af de mest eksotiske lande i Sydamerika. Her finder man bountystrande, eventyrlige fantasy-agtige områder med vandfald og sære bjergformationer, dyreliv, trekking, Amazonas-magi og meget andet for den eventyrlystne backpacker. Køb din rejse til Venezuela hos KILROY!

Venezuela: En rejse til en anden verden

En rejse til Venezuela er som en rejse til en anden verden. For den eventyrlystne backpacker der søger noget vildt, anderledes og eksotisk, findes der ikke mange steder, der kan matche Venezuela. Dette tropiske og spændende land tæt på ækvator rummer nemlig nogle helt specielle og fantastiske landskaber, der ikke findes andre steder på kloden, og byder samtidig på rigelige muligheder for både at dykke, trekke, klatre og spotte dyreliv. 

Caracas og Choroni 

Flyver man til Venezuela, lander man som regel i hovedstaden, Caracas. Et hektisk og lettere uoverskueligt sted med høj kriminalitet og alle grader af fattigdom. Byen har sin charme, men har man ikke en evighed til rådighed i Venezuela anbefaler vi, at man søger ud af byen ret hurtigt og bruger sin tid andre steder. Og ud af byen kommer man med bus. Venezuela har ikke nogle togbaner af betydning, så offentlig transport over land foregår med busser - dem er der til gengæld massevis af i forskellige udgaver og prisklasser.

Første stop på rejsen i Venezuela efter Caracas kunne fx være Choroni, et lækkert sted på Den Caribiske Kyst tre timers kørsel fra Caracas. Selv om man aldrig har dette sted for sig selv, er det takket være den korte afstand fra Caracas et godt sted at tage en slapper på de dejlige strande, inden man begiver sig videre rundt på opdagelse i dette fascinerende land.

Andetsteds på Den Caribiske Kyst ikke langt fra Caracas ligger byen med det underlige navn Chichiriviche. Den er omgivet af smukke bugte og strande og er samtidig indfaldsvej til nationalparken Morocoy, hvor der er fabelagtige snorkel-muligheder og samtidig muligheder for at spotte både flamingoer og den smukke ibis.

The Lost World: La Gran Sabana og Mt. Roraima

Et område af Venezuela inspirerede i sin tid den engelske forfatter Arthur Conan Doyle til hans store værk 'The Lost World'. Og det forstår man, når man ser La Gran Sabana i den sydvestlige del af Venezuela. Dette områdes kronjuvel er bjerget Mt. Roraima, et surrealistisk og i ordets bogstaveligste forstand fantastisk bjerg, der stikker 2.810 meter op i luften og er mere eller mindre fladt på toppen! Faktisk findes der en hel gruppe af disse bjerge, der på afstand hver især ligner et bord, her på grænsen til Guyana og Brasilien, og det er hele dette særprægede område med disse såkaldte tepui-bjerge, der inspirerede Conan Doyle til 'The Lost World'. 

Der er noget ufatteligt inspirerende og eventyragtigt over dette storslåede område, som man for guds skyld ikke må misse - der er gode chancer for, at det vil gå dig som mange andre: stedet vil ende på din liste over alle tiders favoritsteder! Om ikke før, så garanteret når du har set Mt. Roraima på toppen, hvor der findes et helt enestående liv og landskab. Takket være stedets isolation fra omgivelserne er floraen og faunaen heroppe på bjergets flade top helt unik, og stedet minder om noget fra en helt anden verden - eller netop en 'lost world'! Man finder bl.a. kødædende planter og mange andre unikke planter og blomster her, plus en række særprægede insekter og andre mindre dyr (nej, man finder dog ikke dinosaurer her, desværre). 

For at komme til toppen er det selvfølgelig nødvendigt at tage på et trek, og det er lige præcis, hvad der findes masser af muligheder for. Området har udviklet sig til et populært sted for eventyrlystne backpackere, og af samme grund er her masser af guider og udbydere af trekkingture. Giv dig tid til at finde den type tur, der passer dig bedst - der findes både forskellige ruter og forskellige sværhedsgrader.

Venezuelas Angel Falls - verdens højeste vandfald

Mt. Roraima ligger i nationalparken Canaima, der i det hele taget er et fantastisk sted og et klart must på rejsen i Venezuela. Ikke mindst på grund af det enorme Salto Angel, måske bedre kendt som Angel Falls, der er verdens højeste vandfald! Ja, dette ekstreme vandfald falder hele 979 meter fra toppen af et af områdets tepuis. Et mildt sagt imponerende syn, som enten kan ses fra landjorden eller fra luften. Men måske er det mest afsindige ved dette vandfald, at vandet når at fordampe, inden det når jorden - så lang er vejen ned!

Med mindre man betaler dyrt for at flyve forbi vidunderet, er der ingen nem vej hertil, og det er en af grundene til, at stedet emmer af mystik og eventyr - der er altid noget specielt over steder, der kræver lidt ekstra at nå frem til. For at nå til foden af Angel Falls skal man i de fleste tilfælde bruge to dage med udgangspunkt i den simple flyveplads i Canaima, hvorfra man vandrer og sejler i kano til foden af vandfaldet. Ja, her er skruet op for eventyret!

Også resten af nationalparken Canaima er værd at udforske. Her er masser af idylliske steder med fossende vandfald, floder med mulighed for kanosejlads og skønne sandbanker, man kan smide sig i og tage dette fantastiske sted i syne fra. Vandet i floderne og de små søer der er dannet mellem sandbankerne her har en underlig rødbrun farve, der giver stedet et helt specielt præg.

Bjergbestigning eller dykning?

Fra Canaima er der rige muligheder for afveksling hvad landskaber og aktivitetsmuligheder angår. Tag fx til Mérida i den vestlige del af landet, i højlandet hvor den nordligste del af Andesbjergene 'begynder' for at strække sig hele vejen ned gennem det sydamerikanske kontinent. Mérida er en smuk by i en frodig dal i Andesbjergene, en populær universitetsby med masser af liv og underholdningsmuligheder. Her kan man prøve verdens længste og højeste kabelbane til toppen af Pico de Espejo i 4765 meters højde og nyde udsigten til Andesbjergenes storhed. Er man mere til at opleve området til fods, er der også gode muligheder for at tage på trekking i disse bjerge eller måske sågar arrangere noget bjergbestigning. Her i Sierra Nevada de Mérida, som denne del af Andesbjergene kaldes, finder man bl.a. nogle meget smukke gletsjere med tilhørende laguner i glasklare, turkisblå nuancer. 

Undervejs på rejsen i Venezuela ville det også være synd at snyde sig selv for endnu mere tid ved Den Caribiske Kyst. Her ligger den ene indbydende strand efter den anden, mange af dem omkranset af svajende palmer og fyldt med næsten hvidt, fint sand der knirker på den helt rigtige og eksotiske måde under dine fødder. Prøv f.eks. Playa Medina på Paria Peninsula, en halvø der muligvis tager prisen for de allerbedste strande i landet - og Playa Medina vil i manges øjne sikkert være den bedste af de bedste. I hvert fald i vores øjne! Denne strand er blot få hundrede meter lang, omgivet af frodige klipper og lange rækker af palmer - og ja, man kan også bo her i de simple hytter udstyret med hængekøjer, der ligger i palmernes skygge. Velkommen til paradis!

Pardisdykning ved Los Roques

Lidt længere vestpå og en kort flyvetur (og noget længere sejltur) fra kysten finder man den øde og afsides ø-gruppe Los Roques, som er det bedste dykkersted i Venezuela. Los Roques består af mere end 300 små eller meget små øer, der næsten alle har det til fælles, at de består af hvidt sand og er omgivet af indbydende, krystalklart vand fyldt med farverige koraller og massevis af tropiske fisk. Undervandslivet er helt i særklasse her, og hele området er beskyttet som nationalpark. Man forstår hvorfor, skønheden er overvældende og man får simpelthen lyst til at blive her for evigt.

Los Llanos, Orinoco og Amazonas

Selv om man får lyst til at blive ved kysten i en uendelighed, kan vi dog varmt anbefale at man tager sig sammen til at kaste rygsækken om på den del af kroppen hvor den hører til og begive sig sydpå til Los Llanos. Llano betyder slette eller prærie, men der er til en vis grad nærmere tale om et frodigt sumpagtigt område med en kombination af vegetation og flodløb. Det er her, man har chancen for at se nogle af de dyr, der er faste indbyggere i Amazonas lidt længere sydpå, men som er alt for svære at se i Amazonjunglens tætte skov. Her i Los Llanos kan man komme på trekking i mudderet for at lede efter anakondaer, eller man kan sejle på floderne for at spotte bl.a. aber, bæltedyr, flodsvin, kæmpe myreslugere, alligatorer og papegøjer. Sørg for at overnatte på en kvæg-ranch, som området er rig på og som giver Los Llanos-oplevelsen det helt rigtige pift. 

Spot en indianerfamilie på Orinoco floden

Drager man længere sydpå, kan man komme på flodrejse på Venezuelas største flod, den berømte Rio Orinoco, med mulighed for at gøre holdt i små indianersamfund på vejen. Og man kan fortsætte endnu længere sydpå, mod Brasiliens grænse og den tætte og altid fascinerende Amazonjungle …

Book din rejse til Venezuela

Find det perfekte hostel, den helt rigtige flyafgang og de mest spændende oplevelser her på siden.

Kontakt