Sabbatår i udlandet: Sofie i Australien og New Zealand

Sabbatår i udlandet: Sofie i Australien og New Zealand

Overvejer du et sabbatår i udlandet? Hvis svaret er JA så forstår vi det godt! Men hvad kan man egentlig få ud af at bruge tid ude i verden efter gymnasiet, sådan på længere sigt? Vi synes, at du skal høre det fra en person der har valgt at holde sabbatår i udlandet.

Læs her fra Sofie på 20 år, der efter gymnasiet tog på backpacking i 3,5 måned i New Zealand og Australien med sine 2 veninder - læs også hendes refleksioner over, hvad hun har fået ud af sit sabbatår, personligt og fagligt. Sofie uddeler også gode råd til at få det bedste ud af rejsen.

Ruten:

Sofie tog med to veninder fra gymnasiet til Australien og New Zealand i 3,5 måned. De startede i New Zealand og var der 1 måned på Nord- og Sydøen. Derefter tog de til Australien og rejste rundt i 2,5 måned. De ville ikke kun se østkysten som mange andre der tager til OZ - de ville se så meget som muligt! De har derfor rejst i alle staterne undtaget Tasmanien, og kørt en strækning der svarer til at køre fra København til Pretoria i Sydafrika. Turen begyndte i Perth på vestkysten og gik derfra op langs kysten, til de endte i Darwin. Fra Darwin af tog de ned igennem Australien til Alice Springs, Uluru (Ayers Rock), Opalbyen Coober Pedy, og videre ned til Adelaide og Melbourne. Derfra rejste de op langs østkysten og endte til sidst i Cairns hvorfra de skulle flyve hjem. De rejste primært med Greyhound bussen, men på vestkysten var det i bil.

Derfor ville Sofie på sabbatår

"Jeg tror altid jeg har vidst jeg skulle have et sabbatår", fortæller Sofie; "helt fra da jeg var lille og mine forældre snakkede om hvordan de havde rejst til Australien og boet der i flere år, der har jeg haft en lyst til at komme ud af se verden på egen hånd. Da jeg så var færdig i gymnasiet, vidste jeg heller ikke hvad jeg ville studere, så mine to veninder og jeg blev enige om at tage til Australien – hvis vi nogensinde ville spare så mange penge sammen. Men udover at være en smule skoletræt efter gymnasiet, så ville jeg gerne ud og lære mig selv bedre at kende, bryde grænser og blive lidt klogere på livet inden jeg starter studie. Jeg hviler egentlig rigtig godt i mig selv, men jeg synes det er vigtigt med et sabbatår så man kan blive mere ansvarlig, selvstændig og voksen", afslutter Sofie spørgsmålet, hvorfor hun valgte at holde sabbatår.   

Økonomien: Opsparing hjemmefra gennem arbejde i SFO

Australien og New Zealand er ikke ligefrem de billigste steder at rejse hen. Det er dyrt at få hverdagen til at løbe rundt – så vi vidste godt vi skulle samle en god sum penge sammen, inden vi kunne tage af sted, fortæller Sofie. Hun fik arbejde i en SFO-miniklub efter sommerferien og arbejdede fra august til januar, og havde til sidst nok penge sparet sammen til rejsen. Sofie og hendes veninder lagde et budget hjemmefra på 10.000 kr om måneden - og det passede faktisk meget godt. Sofie tror godt det kan gøres billigere, men man skal også huske at man er af sted for at fyre den af. Det er en rejse for livet, så det er dumt at tage for lidt penge med, råder Sofie. Sofie og veninderne arbejdede heller ikke i Australien, så de skulle betale til alt, men de overvejede flere gange at arbejde på farme for at spare penge - det var der dog ikke plads til i tidsplanen.

Større læselyst efter en pause

Sofie fortæller, at hun efter sit sabbatår helt sikkert har fået lyst til at læse igen. Hun har søgt ind på Teknisk Biomedicin på DTU. Så en pause på 1 år eller 2 kan helt klart anbefales, hvis man er i tvivl om studie og fremtid. Sofie siger at rejsen har styrket hende på rigtig mange punkter. Hun er blevet mere ansvarlig, selvstændig, bedre til at samarbejde i de værste situationer, bedre til engelsk og fået en forståelse af, hvordan man klarer så sig selv ude i den store verden. Og det er jo bare nogle af de få ting hun har lært på rejsen. Derudover har hun også lært enormt meget omkring mennesker, børn og adfærd fra sit arbejde. I forhold til studie har hun styrket sine engelsk-kompetencer, hvilket er en stor hjælp når hun  skal i gang med studiet. Og så er der ansvarlighed og selvstændighed som er to nøgleord i forhold til at rejse, men i den grad også på et studie. Det gælder ikke bare på Teknisk Biomedicin, men på hvilket som helst studie. Så selvom hun ”bare” har været ude at rejse i knap 4 måneder, så har turen været enormt studierelevant. Ikke mindst har den været enormt menneskedannende. "Jeg føler mig i hvert fald klar til at gå i gang med et studie nu – det gjorde jeg ikke for et år siden", fortæller Sofie.

Hvis du er i tvivl om hvad du vil læse...

Hvis du er i tvivl om dit studievalg, råder Sofie til at tage et sabbatår. Uanset hvad bliver man bare et år ældre og klogere og det kan kun gavne i fremtiden. Sofie husker at det var fedt at være ude at rejse, men der rigtig mange muligheder for hvad man kan bruge sit sabbatår til. Sofie slutter af med et par råd til dig der overvejer at backpacke: Hvis du skal ud at rejse med nogle venner så sørg for at der ikke er alt for stor forskel i jeres økonomi, det kan bringe problemer. Og hvis man overvejer at rejse alene skal man på ingen måde være bange, der er rigtig mange der rejser alene, og det er oftest meget nemmere. Man hurtigt kommer i snak med folk og finder hurtigt nogle man kan følges med.

Vil du læse mere om hvad du kan få ud af dit sabbatår?

Jeg vil på sabbatår i udlandet!
Kontakt rejsekonsulent

 

Relaterede indlæg
Kontakt