Kenya
Kenya er en populær destination for backpackere i Afrika. Her er mulighed for fantastiske rundrejser, folk er venlige, og rækken af aktivitetsmuligheder og spændende steder er endeløs: sandstrande, safari, sol, savanne - og meget mere. Rejs til Kenya med KILROY travels.
Kenya har mange ansigter. Mange kender bedst landet for dets lækre strandhoteller med luksusfaciliteter samt dets rige muligheder for storvildtjagt. Men Kenya har så meget andet. Der er en god grund til, at landet er en af Afrikas mest populære backpacker-destinationer. Det er nemt at rejse rundt i landet og mulighederne for rundrejser er mange - man skal ikke forvente så meget komfort, men til gengæld får man meget mere spænding og eventyr for pengene. Du er garanteret eventyr og oplevelser undervejs på din rejse gennem Kenya: vilde dyr, en fantastisk solopgang i 5.000 meters højde, lange, hvide sandstrande, utrolige udsigter over Rift Valley og ikke mindst mødet med Kenyas rare befolkning.
Din rejse i Kenya vil højst sandsynligt starte i denne metropol, beliggende i 2.000 meters højde og derfor ikke helt så varm, som mange forventer. Det er her, mange arrangerede safariture og rundrejser tager sin begyndelse. Selv om byens moderne centrum måske ikke virker så attraktivt på de fleste turister, er der masser af trækplastre lige uden for byen. Først og fremmest Nairobi National Park, der starter, hvor byen ender. Her finder man alle de store og spændende afrikanske dyr ('The Big Nine'), bortset fra elefanten. Hvis du er frisk, skal du prøve 'Nyama Choma' på et af Nairobis lokale spisesteder - det er grillet gedekød, og der er faktisk rigtig gode chancer for, at du vil lide det. Prøv også et besøg på Carnivore, hvor du kan spise alt det kød, du magter - for eksempel krokodille og kamel. Go for it!
Fald i svime over de spektakulære udsigter over Rift Valley. Find din egen fredfyldte plet i en af landsbyerne tæt ved områdets store søer. Når solen går ned, og stearinlys er den eneste væsentlige lyskilde, glem da ikke at vælge en klar nat med nymåne for bedst at nyde de utallige stjerner, der fylder himlen.
Sådan er nogle af de tiltalende muligheder, når du snører vandrestøvlerne og begiver dig rundt til fods i nogle af dette lands smukkeste egne. For hardcore-folket er en solopgang fra toppen af Mount Kenya et must. Et 'matatu' (trek) fra Nairobi til foden af Mount Kenya tager blot 4-5 timer, og herfra kan du begynde en flerdages-vandring gennem ekstremt varierende og flotte landskaber. Selv om man ikke kommer helt op i samme højder som Kilimanjaro, er omgivelserne mindst lige så imponerende og faktisk mere attraktive at vandre gennem. Se flere oplevelsesture i Kenya.
Vil man supplere vandreoplevelserne med noget hurtigere og med et større spændingselement, kan det anbefales at leje en mountainbike og 'køre om kap' med giraffer og zebraer i Hell's Gate National Park. Pas på de sommetider lidt for tamme bavianer som garanteret vil prøve at stjæle din mad!
Hvis du har mod på det, kan du undervejs på rejsen i Kenya forsøge dig med et eventyr i de vidtstrakte og mere eller mindre øde egne af det nordlige Kenya. For at krydse disse egne og deres spredte vegetation i bjerge og i ørkener, er en firehjulstrækker en nødvendighed. Men for de eventyrere, der kaster sig ud i et sådant trip, er belønningerne ikke små, for eksempel vil man højst sandsynligt have brug for at misse en ekstra gang med øjnene ved synet af Lake Turkana, så smuk er denne sø, der også kaldes 'Jade Sea'. Husk endelig at tage rigeligt med mad og vand med, da du vil rejse gennem store områder uden kontakt med civilisationens fornødenheder.
Overrask dig selv med et besøg på den betagende og let skrånende savanne på Masai Mara, hvor du næsten med garanti vil se alle de spændende dyr, du på forhånd har håbet på. Med lidt held ser du endda den årlige migration af gnuer over savannen - du vil i så fald se så mange dyr i samlet flok, at du tror det er løgn! Læs mere om safari i Masai Mara.
Safariture i Kenya kan arrangeres lokalt eller bookes hjemmefra. Nogle ture, for eksempel dem med Kenya Wildlife Safari, tilbyder syv-dages ture, der også kommer forbi andre 'hot-spots' med spændende dyreliv: Lake Naivasha og Lake Nakuru. Her kan du ikke undgå at støde på flodheste og lyserøde flamingoer i store flokke, og kommer du også forbi anbefalelsesværdige Amboseli, vil du se horder af elefanter. Her, på områdets store åbne sletter og sumpe, vil du fascineres af synet af massevis af dyr i et billedskønt scenarie med Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, i baggrunden. Se listen over oplevelser i Kenya.
Rejsen rundt i Kenya kan passende slutte på den smukke kyst, der er en kulinarisk perle, hvis man er til fisk og skaldyr. Efter et sådant himmerigsmåltid kan man skylle ned med en frisk fruit shake (prøv for guds skyld den med passionsfrugt, banan og mango!), mens man slænger sig i hængekøjen og nyder udsigten til solnedgangen over det dybblå hav og de hvide sandstrande. Det kan varmt anbefales at tage en tur til øen Lamu. Her står tiden stille og biler er stadig forbudt. Transport foregår med æsler gennem de smalle gader, og stemningen er uovertruffen. Find et af de små, hyggelige hostels, og tag ned til havnen for at finde en kaptajn, der vil tage dig med ud og fiske på sin 'dhow', en af de lokalt fremstillede træbåde.
Inden afrejse kan vi anbefale at du henter oplysninger om vaccinationer ved rejser til Kenya på www.rejsedoktor.dk. Det kan også være en god idé at tjekke Udenrigsministeriets hjemmeside, www.um.dk, for andre sikkerhedsmæssige oplysninger ved rejser til Kenya.
Find det perfekte hostel, den helt rigtige flyafgang og de mest spændende oplevelser her på siden.
Contact