Kæmpebyen Johannesburg er centrum for Afrikas guld- og diamanthandel og rangerer blandt verdens 40 største metropoler. Som i så mange andre storbyer er det et sted, hvor belastede og farverige kvarterer, moderne arkitektur, ekstremt rige og ufatteligt fattige mennesker smelter sammen i et virvar af storbystemninger og kaotiske gadebilleder. Byen kan måske forekomme overvældende og lidt for udfordrende for førstegangsbesøgende, men med lidt tålmodighed og eventyrlyst kommer man langsomt til at lære byens mange facetter at kende og sætte pris på den. Og man opdager, at Johannesburg på mange måder er Sydafrikas sjæl, repræsenterende landet på godt og ondt. De fleste rejsende holder sig til de nordlige forstæder, der fremstår som en slags små landsbyer med hver sit særlige præg.
Skriv til os og hør mere!
Johannesburg - kultur og natur
Søger man kulturelle oplevelser er Johannesburg er også rig på klubber og kunstgallerier! Også The Market Theatre er et absolut must. Her kan man opleve stor, lokal teaterkunst. Glem ikke naturen og dyrelivet, der er storslået blot en kort køretur fra Johannesburg. Besøg Lion Park, der er et fremragende alternativ til de længerevarende safarier, for dem der ikke har tid til det. Overalt i Johannesburg kan man arrangere ture til denne park, hvor man kan se de sjældne hvide løver, giraffer og en række andre af savannens dyr. Hovedattraktionen er for mange de små løveunger, som smelter hjertet på de fleste. Det er også muligt at arbejde frivilligt her, hvis rejsen skal bruges på at gøre en forskel. Er tid ikke et problem, er der selvfølgelig også mulighed for at tage på en længere udflugt fra J'burg, som byen kaldes i daglig tale. Mange safariture har udgangspunkt her, bl.a. til Sydafrikas største og mest berømte nationalpark, Krüger.
Soweto og andre townships
En af de største oplevelser i Johannesburg og Sydafrika generelt venter i bydelen Soweto, som er en af de mange såkaldte townships, Sydafrika er kendt for. En udflugt til Soweto er en indtryksrig oplevelse. På vejen hertil bevæger man sig fra de velstående dele af Johannesburg til de fattigere, og i selve Soweto får man et indblik i livet i en township og de barske forhold og udfordringer, en stor del af den sydafrikanske befolkning står overfor hver dag. Soweto er den township, Nelson Mandela voksede op i og der findes flere gode museer her, bl.a. et der er indrettet i Nelson Mandelas tidligere hjem. I selve Johannesburg anbefaler vi The Apartheid Museum og Museum Africa.