Tonga

Det tropiske paradis - Eiakafu, Tonga
 

Rejser til Tonga - hvor tiden står stille

Tonga er backpackerens Stillehavsparadis. Med 170 øer kan du i bogstaveligste forstand komme 'off the beaten track', og det bliver ikke noget problem at få oplevelser i særklasse - især under havoverfladen. Køb din rejse til Tonga hos KILROY.

Kom hurtigt videre:

Kaptajn Cook døbte Tonga 'venskabsøerne', og 500 år efter modtager tonganerne stadig nutidens opdagelsesrejsende med hjerterum og gæstfrihed. Tonga er Stillehavets sidste kongerige, og det første land på den vestlige side af datolinjen; "where time begins". 

Bliver du hængende længe nok, og inhalerer den lokale stemning, opdager du, at det nok nærmere er her "time stands still". Selvom infrastrukturen bliver stadig bedre, og der kommer flere og finere resorts til øriget, så er Tonga stadig uspoleret, og dagligdagens hastighed er i laveste gear. Her er altid tid til sladder og daglige møder i kava-klubberne, og de tonganske forretningsmænd slentrer overskudsagtigt rundt i komfortable saronger, som matcher habitjakker og slips. 

Tonga har vandaktiviteter i verdensklasse

Tongas 170 øer byder på vandaktiviteter i verdensklasse: unikke snorkel- og dykkeroplevelser, springende pukkelhvaler, sejlads, kajakture, surfing, fiskeri og fine hvide sandstrande. Så når du allerede har betalt en formue for at komme helt derud, hvor tiden både starter og står stille, så bliv hængende, udforsk alle øgrupperne og forkæl dig selv med et par indenrigsflyvninger, når de lange færgeture bliver for kvalmende. 

Tongatapu: surfspot og sladder

Tongas hovedstad Nuku'alofa ligger på ørigets største ø; Tongatapu. Her er ikke mange badestrande på øen, men Tongatapu er blevet et populært surfspot. Bølgerne brækker over lave koralrev 100 meter ude fra kysten, så surfing på Tongatapu er ikke for nybegyndere. Når du er på Tongatapu, så tag ud til de kraftfulde "blowholes", som strækker sig smukke 5 km langs den sydvestlige kyst. 

De meget eventyrlystne må under ingen omstændigheder gå glip af at udforske Anahulu Caves tæt ved Mapu'a a'Vaca blowholes. Ingen ved hvor hulerne ender, og de kan udforskes i gode sko og med en pålidelig lommelygte. Du kan også snorkle inde i hulerne, hvis du medbringer en kraftig undervandslygte. Er du dumdristig, så afmærk din vej gennem hulerne og gå længere ind!

Hvis du har tid til at hænge ud og blive venner med de lokale i Nuku'alofa, lærer du en masse om tongansk kultur: Drik kava med mændene, gi den gas på Blue Pacific Nightclub, tag til rugbykamp og lad dig underholde af den lokale sladder. 

Ha'apai øgruppen: off the beaten track

Drømmer du om at slentre langs øde strande med fint sand mellem tæerne og salt søbrise i håret? Så tag "off the beaten track" og ud på en af Ha'apais 62 øer, hvoraf 45 af er ubeboede. For at udforske traditionelle kulturer på de mest afsides af øerne skal du enten have god tid eller mange penge, for turen kræver, at du tager med den sporadiske lokaltransport eller selv hyrer en båd. Men det er både tiden og pengene værd, for her kommer stort set ingen turister forbi disse uspolerede øer. 

rejser til tonga

Dykningen er i top i Ha'apai øgruppen og kan arrangeres fra hovedøen Lifuka. Hvaler undgår du ikke at se fra land eller på færgeture fra ø til ø. 

Ha'apais smukkeste ø er vulkanøen Tofua. Hvis det er besværligt at komme i land og vandre, så nyd synet fra havet. Mytteriet på Bounty skete 30 sømil syd for Tofua i 1789. Det var her William Bligh og hans støtter først søgte på land, men de flygtede hurtigt igen, da de blev overfaldet af de lokale beboere og et besætningsmedlem blev stenet til døde.

Vava'u øgruppen: snorkling med hvaler

De fleste turister finder du på Vava'u øerne i det nordlige Tonga. Øen Neiafu lægger havn til det største udbud af velarrangerede turisttilbud. Og her er aktiviteter for enhver vandhund. Mest kendt er Vava'u for 'whale watching'. Fra juli til november yngler pukkelhvaler i området mellem øerne, og der er mange af dem. De fleste dykkerture giver tid til at se på hvaler mellem dyk. Der arrangeres selvfølgelig også dedikerede 'whale watching trips' med snorkling, hvor de heldige oplever suset af at se de smukke kæmper under vandet. 

I bugten ud for Neiafu ligger der altid et par hundrede langturssejlere for anker. Du kan jo spørge en besætning om de har brug for et par ekstra øjne på nattevagten, når de sejler videre! 

Niuas: Verdens ende

Nord for Vava'u langt væk fra alting dukker tre små vulkanøer pludseligt op af havet. Det er Niuas øerne, to en halv dages sejlads fra Tongatapu. Så kommer du ikke længere væk! De fleste tonganere har aldrig været der, og de 1400 beboere på øerne klarer da også sig selv, og kunne aldrig drømme om at forlade stedet. Derfor er Niuas anderledes end resten af Tonga: Folk taler en anden dialekt og meget lidt engelsk og de er generelt mere konservative. De tre vulkanøer byder alle på smukke vandreture langs vulkankratere og henover golde lavamarker. Det er en stærk oplevelse at vandre uforstyrret på de tidligere kraftfulde vulkaner og i det hele taget at befinde sig på dette helt specielle sted langt fra alting.

Har du spørgsmål om rejsen til Tonga?
Kontakt KILROY

Book din rejse til Tonga

Find det perfekte hostel, den helt rigtige flyafgang og de mest spændende oplevelser her på siden.

Contact