Iguazu

Iguassu Falls
 

Rejser til Iguazu - det vildeste van(d)vid

På grænsen mellem Argentina og Brasilien ligger verdens største vandfald, Iguazu. Her er simpelthen så meget vand i så voldsomme og kraftfulde strømme, at det vil tage pusten fra enhver. Det er så absolut et af de mest imponerende og smukkeste syn i hele Sydamerika, og det bør være på alle rejsendes liste.

Iguazu-vandfaldene består af intet mindre end 275 enkelte vandfald på et område, der er mere end tre kilometer i bredden og strækker sig ind i både Argentina, Brasilien og Paraguay. Her falder så meget vand ned i dybet hele tiden, at man kan høre den dybe og rungende lyd flere kilometer væk. Her er naturens rå kraft lige for næsen af dig, så vild og voldsom at du ikke tror dine egne øjne - ikke mindst når du kigger lodret ned i et af stedets hovedattraktioner, Garganta del Diablo (Djævlens Gab).

Puerto Iguazu og Foz do Iguacu

På den argentinske side af vandfaldene ligger den lille by Puerto Iguazu, der er udgangspunkt for besøg ved selve vandfaldene. En hyggelig by med en afslappet atmosfære, der tilbyder en række forskellige former for billige overnatningsmuligheder, både hostels og små, familiedrevne hoteller.

På den anden side af grænsen og faldene, i Brasilien, ligger den noget større by Foz do Iguacu med 300.000 indbyggere. Her er der også flere rejsende og mere liv, men kan man godt lide den lidt dovne jungle-charme, der er over nogle af de små byer i dette område, bør man vælge at bo i argentinske Puerto Iguazu.

Generelt er området omkring Iguazu yderst frodigt og tropisk. Vandfaldene ligger midt i en nationalpark med regnskov og masser af dyreliv. Med lidt held spotter man nogle af de kæmpestore sommerfugle eller måske ligefrem en myresluger. Man kan bruge dage på at iagttage og beundre Iguazu. Uden tvivl et af verdens største vidundere.

Flere sider af samme vandfald

Iguazu er ikke noget helt almindeligt vandfald. Faktisk kan og bør man bruge et par dage her for at få det hele med: en dag på den argentinske side og en på den brasilianske. I Argentina får man det store overblik og får det ene fantastiske udsyn efter det andet - det er det rene paradis for fotografer. Ydermere er der flere gode chancer for at komme tæt på vandet, faktisk så tæt at du bliver drivvåd. Enten når du bevæger dig langs med bunden af nogle af de enkelte vandfald eller tager med på en af de sejlture, der tilbydes - her sejler man hele vejen ind under de kraftfulde vandstrømme, der konstant buldrer ned. Snyd heller ikke dig selv for at stå på platformen på toppen af Garganta del Diablo og kigge ned i malstrømmen af vand og dis, der ligger som en dyne over stedet.

Man bør også se vandfaldene fra den brasilianske side - her finder man de bedste steder at se og fotografere faldene lige på, 'face to face'. Ja, der er ingen grund til at vælge - man bør helt klart se Iguazu (som staves Iguacu i Brasilien) fra begge sider.

Oplev Iguazu på den bedste måde

Man får meget ud af at opleve Iguazu på en af de oplevelsesture, der kan bookes gennem KILROY. På denne måde oplever du stedet med ligesindede, med rejsende der har samme ønsker og intentioner som dig, samtidig med at en lokalkendt guide giver dig alle de nødvendige informationer og ikke mindst tager dig alle de rigtige steder hen - en gang i mellem er det rart at komme lidt væk fra de allermest populære og overrendte steder, hvor der i forvejen står 20 busfulde amerikanske og japanske turister. Og med en tur gennem KILROY kommer du lige præcis ud til de mere afsides og specielle dele af området. Alternativt kan man uden større problemer booke en tur på det hostel eller hotel, man bor på i enten Puerto Iguazu eller Foz do Iguacu, eller tage med bussen på egen hånd ud til faldene.

Den mindst gode tid på året at besøge disse imponerende vandfald er i den argentinske vinter mellem juni og september, hvor der er mindst vand i floderne i området og derfor mindre volumen i vandfaldene.

Book din rejse til Iguazu

Find det perfekte hostel, den helt rigtige flyafgang og de mest spændende oplevelser her på siden.

Kontakt