Ayers Rock

Solnedgang - Ayers Rock
 

Rejser til Ayers Rock - Miraklet i Australiens outback

Mystiske og magiske oplevelser venter den rejsende ved Australiens og verdens mest berømte sten, Ayers Rock. Australiens oprindelige befolkning, aboriginerne, kalder den Uluru, og for disse mennesker er denne mytiske og imponerende sten en vigtig helligdom. For den rejsende er denne kæmpesten et vildt og vanvittigt syn, der viser sig i forskellige nuancer på forskellige tider af døgnet.

Kom hurtigt videre:

Ayers Rock eller Uluru er en sten, men ikke nogen helt almindelig sten. Den er givetvis verdens mest berømte sten, og så er den verdens næststørste - den allerstørste ligger også i Australien og hedder Mount Augustus, men den er hverken lige så smuk eller berømt. Ayers Rock rækker 318 meter op mod himlen og har en omkreds på næsten 10 kilometer, men faktisk ligger langt størstedelen af den under jorden.

Fantastisk farvesymfoni over Ayers Rock

Ayers Rock møder den rejsende som et drømmesyn i midt i den endeløse, ubarmhjertige røde outback, der er så karakteristisk for Australien. Også Ayers Rock selv er rød, eller det er den i hvert fald noget af tiden. Det er nemlig noget af det mest fascinerende ved denne sten: den skifter farve i løbet af dagen. I morgendisen gløder den rødt og orange, men op ad dagen toner den over i bløde okkergule nuancer for siden at blive mørkere med aftenen fra lys brun til mørk grå. Ikke overraskende byder især solopgang og solnedgang på et mageløst farveshow, og rejsende fra hele verden samles omkring stenen for i fællesskab at tabe underkæben i ren og skær fascination og forundring. Især omkring solopgang ved 4-tiden om morgenen er der en helt særlig stemning her. Forventningsfulde og morgenfriske turister gnider søvnen ud af øjnene mens de nyder den helt specielle stilhed herude i den store outback, mens solen langsomt farver himlen og lader silhuetten af Ayers Rock komme til syne i den gryende dag. Langsomt men sikkert får stenen dagens første farver.

Rundrejse - Kom helt tæt på Ayers Rock

rundrejse til ayers rock

Man bør ikke nøjes med at beskue Ayers Rock på afstand. Der er mulighed for at iagttage fænomenet helt tæt på takket være den vandresti, der går de næsten 10 kilometer hele vejen rundt. Tag denne tur, helst med guide for at få den nødvendige indsigt i de lokale aborigineres forhold til stedet, og lad dig overraske over hvad denne underlige sten ikke lader vise på afstand: små, paradisiske kilder og vandfald, grotter med hulemalerier foretaget af aboriginere for flere hundrede år siden, frodige små oaser m.m. Man kan også bestige den stejle sten på en rute der løber langs et gelænder, men det er de lokale aboriginere meget imod, da stedet er helligt for dem. Tænk dig derfor om en ekstra gang, inden du overvejer at klatre op - og pas godt på, hvis du gør det, for det er både stejlt og blæsende på vejen op (og ned).

Flere klippesten og naturlige vidundere

I relativ nærhed af Ayers Rock findes andre sære fænomener i dette helt unikke område i det indre Australien. The Olgas, eller Kata Tjuta, er navnet på en større gruppe af røde klipper der ligger cirka 20 kilometer vest for Ayers Rock og er en del af samme nationalpark, Uluru National Park. Disse kæmpemæssige, rundt formede klippesten er faktisk mindst lige så imponerende som Ayers Rock og dækker et meget stort areal, der nogle steder byder på små, frodige oaser midt mellem disse imponerende røde kæmpesten. Det er et fantastisk syn.

Det kan også betale sig at tilbagelægge de 300 kilometer til den forbløffende Kings Canyon, hvor ørkenjorden brutalt deler sig med 300 meter ned til bunden.

Alting er stort - også afstandene!

Ja, her i det centrale Australien er alt stort, ikke mindst afstandene. Den nærmeste store by er Alice Springs, der ligger 350 kilometer væk, og alligevel opfattes som nabo og springbræt til Ayers Rock. Her kan man flyve til fra alle større byer i Australien og bo mens man udforsker området, men man har også mulighed for at bo på campingpladser ganske tæt på selve Ayers Rock. Vil man opleve den australske outback rigtigt, og det anbefaler vi, bør man dog køre herind enten i egen eller lejet bil eller eventuelt i bus. Det tager et par dage at komme herind enten fra Darwin i nord eller fra Adelaide i syd, hvis man vel at mærke kører syv-otte timer hver dag. Men det kan anbefales, for kun på denne måde får man den helt specielle fornemmelse af den uendelige australske ørken og den næsten altid knald blå himmel over den.  

Har du spørgsmål om rejsen til Ayers Rock?
Kontakt en rejsekonsulent

Book din rejse til Ayers Rock

Find det perfekte hostel, den helt rigtige flyafgang og de mest spændende oplevelser her på siden.

Contact