Perth

Smukke strande - Perth
 

Rejser til Perth - Australiens afsides storby

Perth er hovedstaden i Western Australia og er velsignet af et vidunderligt tørt og varmt klima med næsten konstant dybblå himmel. En vidunderlig storby med en rar og gæstfri befolkning og smukke landskaber lige uden for byen. Book din rejse til Perth hos KILROY.

Kom hurtigt videre:

Det føles lidt som at ankomme til verdens ende, når man efter en lang rejse sætter sine ben i Perth. Denne flotte by med næsten 1,5 mio. indbyggere ligger så langt fra andre byer af en vis størrelse, at man næsten ikke kan huske hvordan det føles at bevæge sig rundt i en storby - hvis man vel at mærke kommer hertil over land med flere dages eller ugers rejse bag sig

Perth - Der hvor outback'en ender

Men heldigvis er det ikke svært at finde sig godt til rette i Perth, rigtig godt endda. Måske netop fordi byen ligger ved hvad der føles som verdens ende, hvor outback'en ender, er her en afslappet og næsten landsbyagtig stemning - kombineret med en konstant spirende, sofistikeret og charmerende storbystemning. Perth er en lækker og moderne by på vej frem, så at sige, men stadig helt sin egen, ulig de fleste andre byer. Den har ikke et operahus eller lignende landemærker, men charmerer sig ind på den besøgende med sin blå himmel, grønne parker, pæne og velholdte gadebilleder, venlige befolkning og afslappede atmosfære. Ja, pas på, Perth er en by man får lyst til at blive og bo i!

Swan River, Kings Park og Hay Street i Perth

Gennem Perth løber floden Swan River, navngivet  efter områdets sorte svaner, der er unikke for det sydlige og vestlige Australien og af samme grund byens og staten Western Australias symbol. Omkring floden ligger en række indbydende parker, hvor både lokale og rejsende har svært ved at modstå fristelsen til at smide sig i græsset og nyde livet. Også byens mest berømte park, Kings Park i byens vestlige del tæt ved business distriktet, egner sig fremragende til samme formål. Her er store græsområder, botaniske haver og sågar ægte bushland på bakketoppen Mount Eliza, hvorfra der er en glimrende udsigt over byens skyline. 

I downtown er det gaderne Hay Street og Murray Street, der har mest at byde på hvad shopping og underholdning angår. Både dette område og flere andre dele af byen byder på et yderst livligt natteliv med massevis af fede barer, caféer og restauranter. 

Perth - en kombo af vand og vin

Er der to ting, der kendetegner Perth og det sydvestlige Australien, er det vand og vin. Perths beliggenhed ved Det Indiske Ocean giver optimale muligheder for at kombinere storbyferien med en strandtur eller tre, for man skal blot en lille smuttur ud til byens udkant for at finde lækre strande og for at kunne kaste sig i det uimodståelige Indiske Ocean. Og tager man lidt længere væk, fx til havnebyen Fremantle og øen Rottnest Island, finder man virkelig gode strande, især på sidstnævnte. Her er det turkisblå vand helt og aldeles uimodståeligt. 


Syd for Perth

Prøv også en udflugt længere sydpå, til eksempelvis Bunbury, der ikke kun byder på gode strande, men også muligheden for at se delfiner på tæt hold hver morgen, når de prægtige dyr kommer helt ind til stranden.  

Tager man endnu længere væk i sydlig retning, bliver strandene endnu bedre - eksempelvis i Margaret River, der godt nok ligger cirka 300 km væk, men til gengæld ikke blot udmærker sig ved sine dejlige strande, men også som et af de bedste vinområder i hele Australien. Både Margaret River og flere andre steder her i det sydvestlige hjørne af Australien byder på såvel vin som havvand af ypperlig kvalitet. Og hvorfor ikke besøge Denmark, en lille by godt 300 km i østlig retning fra Margaret River. Byen har dog ikke noget med Danmark at gøre, selv om her gennem tiderne har været et vist præg af skandinaviske tilflyttere.

Nærmere Perth, i Swan Valley, ligger en række andre vingårde der indbyder til en herlig dagsudflugt med et par stop eller tre for at smage på dråberne. En af dem, og en klassiker på disse kanter, er den glimrende Houghton Wines. 

Aquarium & Art Gallery of Western Australia

I selve Perth er der først og fremmest to seværdigheder, man ikke må snyde sig selv for: Aquarium of Western Australia og Art Gallery of Western Australia. Førstnævnte, der ligger i Hillarys Boat Harbour, er et ingeniørmæssigt mesterværk af kolossale dimensioner; hovedattraktionen i dette imponerende akvarium er en 98 meter lang glastunnel med undervandsliv til alle sider: hajer, skildpadder, kæmperokker, fisk i alverdens farver og meget mere spændende fra Det Indiske Ocean. Her er du omgivet af vand og liv til alle sider, og det er dybt fascinerende - som at gå gennem havet! Dette fabelagtige akvarium byder på flere andre af Western Australias sære havdyr: søslanger, søheste, enorme brandmænd …

Når du har fået nok og når den klaustrofobiske grænse kan du tage den med ro på Art Gallery of Western Australia (Perth Cultural Centre, 47 James St.), der blandt meget andet byder på en af Australiens bedste samlinger af aboriginal-kunst. Not to be missed, som man siger på disse kanter. 

Lyder Perth fristende?
Skriv til os

Book din rejse til Perth

Find det perfekte hostel, den helt rigtige flyafgang og de mest spændende oplevelser her på siden.

Kontakt