Brasilien

Strandliv i Brasilien kan være andet end at ligge og sole sig. Prøv f.eks. en beach buggy
 

Rejser til Brasilien - Åbenbaringernes land

Brasilien er lige så fantastisk, som det er stort. Sydamerikas største land fortjener al den tid, man måtte have. Her er fantastiske mennesker, enestående strande, verdens største regnskov, et imponerende dyreliv, smukke byer, samba, fodbold og meget mere. Køb din rejse til Brasilien hos KILROY!

Kom hurtigt videre:

Start rejsen i Rio

Det er oplagt at starte sin rejse i Brasilien i landets mest berømte by, Rio de Janeiro. Og det er fristende at blive her i evigheder, for byen rummer så meget charme og eksotisk mystik og så mange farverige og stilfulde kvarterer, at den er svær at slippe. Rio er så meget mere end Copacabana og karneval, vil du opdage. 

Man forlader Rio med fornemmelsen af, at her gemte sig en åbenbaring på hvert gadehjørne. Denne fornemmelse bliver ikke mindre, når man sætter sig i en bus og begiver sig ud i det store land. Bussen er nemlig den langt bedste og billigste transportform for turister i Brasilien, og det er her, du vil møde masser af søde og livsglade brasilianere. Og der er gode chancer for, at du vil huske disse dejlige mennesker lige så godt, som du vil huske Copacabana, Amazonas og Ilha Grande.

Ilha Grande - en af verdens smukkeste øer

Måske klinger Ilha Grande ikke på samme måde som visse andre af Brasiliens trækplastre. Men øen, der ligger et par timer sydvest for Rio, er guddommeligt smuk og kan ikke anbefales nok. Glasklart, turkisgrønt vand, den ene indbydende strand efter den anden (Lopes Mendez-stranden tager prisen) og en overdådig, mørkegrøn frodighed, der vælter frem overalt, ikke mindst på de billedskønne bjergsider, der skærer sig næsten direkte ned i havet. Her er ingen asfalterede veje, næsten ingen biler og en uovertruffen, gennemført stemning af tropisk afsondrethed og afslapning.

Strandliv i Brasilien

Fortsæt din rejse i Brasilien på fastlandskysten tæt ved Ilha Grande, der også byder på mange smukke bugte og dejlige kolonibyer, ikke mindst Paratí. På den anden side af Rio ligger badebyen Buzios, et stykke himmel på jord. Og sådan er det med denne endeløse Atlanterhavskyst, hvis velsignelser i stor grad er indbegrebet af den brasilianske kultur og livsstil: den ene strand overgår den anden i skønhed, og det er her, på strandene, landets uundværlige samlingspunkt, at livet leves fra morgen til aften. Klapstolene og parasollerne (din bedste ven i Brasilien) er trukket helt ud i vandkanten, glade, barfodede tjenere serverer kolde øl, caipirinhas, grillede rejer og læskende, eksotiske frugtdrikke, drenge og mænd spiller fodbold, livet er en fest, og overalt summer den charmerende lyd af brasiliansk-portugisisk, du hurtigt vil forelske dig i.

Savner man afveksling på kysten, står de charmerende byer i kø for at erobre dit hjerte: Salvador (med et karneval der ikke står tilbage for det i Rio), Recife, Olinda, Sao Luis og Belém. Alle disse byer er et sanseorgie af farver, dufte, smage og lyde med fascinerende markeder og kolonibygninger, og ikke mindst gaders og stræders vrimmel af mennesker i alle afskygninger.

Jericoacoara - et afsides paradis af sand

Forlad ikke kysten, før du har besøgt den afsides landsby Jericoacoara mellem Sao Luis og Fortaleza. Man kan kun komme herud efter tre timer i firehjulstrækker over klitter, strande og vandløb, og i dette paradis føler man sig som ved verdens ende, så langt fra alt, så meget i ro, i selskab med de enorme sanddyner, den vidunderlige strand og de hyggelige strandbarer, der om aftenen forvandler sig til fremragende restauranter med fisk og skaldyr så gode og billige som noget sted i Brasilien. Snyd ikke dig selv for en halsbrækkende tur i buggy eller firehjulstrækker gennem de stejle og næsten uvirkelige sanddyner, der kendetegner området - enestående underholdning.

Rejsen til Amazonas: flodeventyr og jungledyr

Man bør bo på pousada når man rejser rundt i Brasilien. Disse simple hoteller er billige og giver den mest autentiske oplevelse af landet - og de findes overalt. Sågar i bittesmå flækker i midten af Amazonas, verdens største regnskov og et absolut must i Brasilien. Det er et uforligneligt eventyr at rejse med flodbåd blandt hundreder af lokale, der står af og på i små, afsides landsbyer og giver dig endnu et indtryk af dette vanvittige land. 

Det er oplagt at rejse fra den sydende kæmpeby Manaus midt i Amazonas og mod kysten, eventuelt helt ud til Belém. Man sover i hængekøjer på dækket, og når kroppen skriger efter at sove på et af de hyggelige pousadas, kan det anbefales at stå af i Santarém og søge mod den lille landsby Alter do Chao, hvor der hviler en stemning af uberørthed og vild junglemagi. Her ved byens floddelta findes kridhvide og sanseløst smukke sandstrande, muligheden for at sejle i mangroven og snorkle efter fisk vi kun kender fra akvariet samt lyksaligheden ved synet af en af de lyserøde, pukkelryggede delfiner, der boltrer sig i disse vande. Og selvfølgelig bør man enten her eller et andet sted i Amazonas begive sig ud på en længere, guidet udflugt i junglen, hvor man sover under åbenhimmel i den dybe jungles knaldsorte nat og til koncerten af tusindvis af cikader og andre natdyr. Om dagen vil du måske forsøge dig med at fiske efter de farlige piratfisk - piranhas - og du vil med garanti svømme hen i begejstring over det betagende syn af den billedskønne regnskov og dens dyr: alligatorer, aber, papegøjer, flodsvin, fugleedderkopper og - med lidt større held - en puma eller en jaguar. Chancerne for at se sådanne dyr er endnu større i Pantanal syd for Amazonas, et fugtigt og eventyrligt sumpområde på størrelse med Frankrig! Ja, Brasilien er så enormt og mangfoldigt, at du selv må ud og opdage alt det, der ikke er nævnt her...

Video om Pantanal

Praktisk information før rejsen til Brasilien

Inden afrejse kan vi anbefale at du henter oplysninger om vaccinationer ved rejser til Brasilien på www.rejsedoktor.dk. Det kan også være en god idé at tjekke Udenrigsministeriets hjemmeside, www.um.dk, for andre sikkerhedsmæssige oplysninger ved rejser til Brasilien.

Har du spørgsmål om rejsen til Brasilien?
Kontakt en rejsekonsulent

Contact