Colombia

Columbia byder på fantastiske og oversete strande, specielt ud til det Caribiske hav
 

Rejser til Colombia - en dejlig overraskelse

Colombia er en undervurderet destination i Sydamerika. Her finder man nemlig både uimodståelige bountystrande på den caribiske kyst, uspoleret regnskov i Amazonas, de imponerende Andesbjerge, charmerende landsbyer, en smittende livsglæde og vidunderlig koloniarkitektur.

På en rejse til Colombia vil du sikkert opleve, at dette spændende land har næsten alt, hvad man kan ønske sig på en rejse. Og man vil derfor snart skrive under på, at landet er totalt overset og undervurderet. Til gengæld kan man glæde sig over, at man som gæst i dette gæstfri land har det næsten for sig selv. 

Colombia er varmt og fugtigt, men her er også himmelske bjergtinder med sne på toppen. Her er frodige bananlunde, palmer og atter palmer, idylliske landsbyer, fascinerende og pulserende storbyer, sensuelle og forførende salsaklubber, kolonitidsarkitektur i særklasse, enestående sandstrande, frodig jungle og meget mere. Og heldigvis er landet ikke så farligt, som det har ry for. Slet ikke hvis man tager sine forholdsregler og ikke har for mange værdier på sig, når man bevæger sig rundt i gader og stræder.

Hovedstaden Bogota

Engang centrum for narkohandel (nå ja, måske er den det stadig lidt …), politiske skærmydsler og guerillakampe. I dag et sprudlende latinamerikansk centrum. Colombias hovedstad, Bogota, er ikke blot ekstremernes by, men også en grænseløs by på mange måder. På en køretur fra syd til nord i denne metropol med ni millioner indbyggere vil man bevæge sig fra ekstrem fattigdom gennem middelklassekvarterer til overdådig rigdom på blot en time. Overalt vil man støde på unge, ivrige gadesælgere med mindst fem mobiltelefoner på kroppen, der sælger taletid og ihærdigt prøver at skaffe kunder. Gaderne er generelt fyldt med mennesker af alle slags, det er her, det sker. Et både hektisk og fascinerende mylder af det bedste og værste, Bogota, Colombia og Sydamerika står for. Spis frokost for 8 kroner, få dit tøj syet af gamle, tandløse damer, opdag byens moderne puls og oversmarte mennesker i de mange shoppingcentre! - Eller skal det være noget anderledes? Tag elevatoren til 43. etage, spring ud i en af byens hotteste natklubber og oplev byens skønhed i den smukke nat fra den overdådige tagterrasse. Byen ligger for dine fødder!

Medellín - Colombias skønhedsby

Medellín i den centrale del af landet er Colombias næststørste by og landets skønhedscentrum. Byen kaldes også for plastikkirurgiens by - det er her, de rige og knapt så smukke med et slag kan blive smukke. Byen er samtidig stedet, hvor den berømte kunstner Fernando Botero blev født og har hjemme - flere af hans statuer kan ses i byens gader, og desuden finder man godt museum med en lang række af hans værker. 

Medellín har også masser af cool hostels - de fleste billige og samtidig ganske luksuriøse! De fleste af dem ligger i byens festzone, og her skal man ikke bliver overrasket, når drinksene kommer i literflasker (!) - prisen er stadig meget overkommelig. Hvis man stadig har energi dagen derpå, kan man tage på paragliding over den dal, byen ligger i - en anderledes og helt speciel måde at opleve stedet på.

Cali - Colombias salsaby

Mens Medellín er Colombias skønhedsby, er Cali landets salsaby. Det føles som om, hele byen konstant er i bevægelse. Èn stor dansende by. Hvis man ikke er til dans, og slet ikke til salsa, skal man holde sig langt væk. Men man kunne jo også give det en chance og prøve at lære den sensuelle dans, for man finder nok ikke bedre steder end dette - de lokale vil elske at give dig en gratis lektion.

Det sydlige Colombia

Du kan selvfølgelig ikke rejse til Colombia uden at komme ud i landområderne. Pludselig har du fået nok af storbyerne og trænger til frisk luft og nye oplevelser - oplevelser i det vilde, naturlige Colombia. Tag bussen til f.eks. San Augustín og tag en slapper på et af de lokale charmerende hostels, nyd den lækre morgenmad med hjemmebagt brød, spring på en hest for en dag og rid en tur i områdets smukke dal, forbi de specielle, velbevarede statuer, der står mange steder rundt omkring i området. Læg turen forbi en af de lokale maya-landsbyer, få din fødselsdato forklaret ifølge den traditionelle maya-tro - og hvorfor ikke slutte af med en god gang rafting på en af stedets vilde floder? Det meste kan lade sig gøre i San Augustín og omegn, og det er naturen, der er hovedattraktionen her.

Rejser til Amazonas

En anden absolut anbefalelsesværdig del af Colombia er Amazonjunglen, der fra en slags centrum i Brasilien strækker sig ind i både Venezuela, Ecuador, Bolivia, Peru samt Colombia. Man kan f.eks. flyve fra Bogota til Leticia i den sydøstligste afkrog af Colombia, hvorfra mulighederne er mange: man kan sejle ad floderne til Peru, gå over grænsen til Brasilien (hvilket du nok ikke vil bemærke, for her er alt skov og atter skov, så du har svært ved at se, hvilket land du befinder dig i), eller få de lokale indianere til at sejle dig dybere ind i den colombianske jungle. Du kan selvfølgelig også udforske junglen til fods, og opleve aber, papegøjer, flodsvin - og hvorfor ikke prøve at fiske efter piratfisk, eller piranhaer som de hedder på disse kanter? Og måske spotte en af områdets helt specielle lyserøde delfiner. 

Costa Caribe og Cartagena

Du er stadig ikke færdig med Colombia, slet ikke. For vi har gemt noget af det bedste til sidst - den caribiske kyst og kolonibyen Cartagena, der er en af verdens allersmukkeste af sin slags, hvis ikke den smukkeste. Overalt på denne smukke kyst ved Det Caribiske Hav finder man vidunderlige palmestrande og en ægte, smittende sydamerikansk stemning. Man bør både besøge landsbyen Taganga (et vaskeægte backpackerparadis) med Sydamerikas billigste dykkerkurser (og selvfølgelig perfekt, klart badevand), samt den nærliggende nationalpark Tayrona - en af de smukkeste nationalparker i hele Sydamerika. Her kan du få fornemmelsen af, at du har det hele for dig selv - de dejlige strande, den fantastiske natur. Sov i hængekøje under åben himmel og slap totalt af!

Din rejse i Colombia er næsten komplet. Nu mangler du blot at lade dig forføre af dejlige Cartagena, hvor du kan bo i byens smukke kolonidel og pastelfarvede eller hvidkalkede huse og lade dig transportere rundt i hestevogn i byens charmerende gader. Og husk kameraet, for denne by er et syn for guder.

Overnatning og transport i Colombia

Colombia er et af de mindst besøgte lande i Sydamerika, og samtidig både billigt og gæstfrit. Såvel overnatning og bustransport er meget billigt, og det er aldrig noget problem at finde et hyggeligt familiedrevet hotel eller en bus til den nærmeste by. Vi kan også anbefale, at man kaster sig ud i en gang spanskundervisning, hvis man ikke kan sproget i forvejen. Både i Cartagena og flere andre steder finder man gode, billige sprogskoler. 

Kontakt